Koncernen kom således ud af 2013 med et resultat før skat på blot en enkelt mio. kr. i mod 46 mio. kr. året før.
Resultatet skal ifølge Naturgas Fyn ses i lyset af en markant øget konkurrence på markedet for salg af naturgas, klimatiske udfordringer samt fortsat omfattende investeringer i udvikling af løsninger inden for vedvarende energi.
Samtidig afspejler også væsentlige omstruktureringer i organisationen sig i årets resultat. Koncernen har dog fastholdt vigtige markedsandele på særligt erhvervskundemarkedet, skriver Naturgas Fyn i en pressemeddelelse.
- Jeg finder resultatet for 2013 ikke tilfredsstillende. Koncernen har ikke leveret på de økonomiske forventninger. De initiativer, der nu er iværksat af koncernledelsen understøtter dog mine forventninger til en positiv økonomisk udvikling af Naturgas Fyn i 2014, siger bestyrelsesformand Jens Otto Dalhøj i forbindelse med årsrapporten.
Stigende omsætning
Men trods et væsentlig mindre resultat for regnskabsåret 2013 i forhold til året før, så levere Naturgas Fyn en stigning i nettoomsætningen. Nettoomsætningen for 2013 er således steget fra 1.446 mio. kr. i 2012 til 1.529 mio. kr.
Fremgangen i omsætningen kan ifølge naturgasselskabet tilskrives en øget tilgang af kunder - primært via den landsdækkende forsyningspligtbevilling, som Naturgas Fyn vandt for en treårig periode med virkning fra 1. maj 2013.