23948sdkhjf

Venstre vil ændre energiaftalen

Partiet, der i 2012 selv var med til at underskrive energiaftalen, kræver den nu ændret, så prisen for den grønne omstilling reduceres. Men et sådant krav er gift for den grønne energibranche, mener Vindmølleindustrien.
Det skriver Jyllands-Posten.

Det er den såkaldte PSO-afgift, der er årsagen til, at Venstre nu vil ændre på energiaftalen fra 2012. Afgiften anslås i perioden 2012-2020 at koste virksomheder og private elkunder 5,7 mia. kr., men et kig på udviklingen i PSO-afgiften viser imidlertid, at ekstraregningen alene for 2012-2014 står til at løbe op i 6,1 mia. kr. sammenlignet med udgangspunkt i 2011, skriver avisen.

DI finder udviklingen alarmerende og kræver handling her og nu, fordi afgiften ifølge brancheorganisationen forringer konkurrencevilkårene for de danske virksomheder. Men hos brancheorganisationen Vindmølleindustrien mener administrerende direktør, Jan Hylleberg, imidlertid, at et nyt slagsmål omkring energiaftalen vil være skadeligt for virksomhederne i den grønne sektor.

- Den type meldinger skubber til den skepsis og usikkerhed, der er hos særligt udenlandske investorer i forhold til den danske energipolitik, siger Jan Hylleberg til Jyllands-Posten.

Og det giver klima- og energipolitisk chef i DI, Troels Ranis, branchedirektøren ret i.

- Der er ingen tvivl om, at den politiske uro, som skabes om energiaftalen, er gift for rammevilkårene for vores virksomheder og ikke mindst de investeringer, der skal gennemføres i vores energiomstilling, siger han til Jyllands-Posten.

Alligevel mener DI dog, at det med henblik på de danske eksportvirksomheders konkurrenceevne er nødvendigt at bringe PSO-omkostningerne ned.
Læs mere om: PSO
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078