Europa har udsigt til en varmere og tørrere sommer end normalt.
Kombineret med lavvande i de norske vandreservoirer og et stigende pres på gasmarkedet kan det føre til højere elpriser i Danmark.
Det skriver Mind Energy i en ny rapport om det nordiske elmarked.
- Det paradoksale er, at en varm sommer ikke er en garanti for billig strøm for danskerne – tværtimod kan en tør sommer dræne de norske vandreservoirer yderligere og øge risikoen for høje elpriser både i sommer og til vinter, siger Lasse Kamp Simonsen, chef for Structured Desk i Mind Energy i en pressemeddelelse.