23948sdkhjf

Varmtvandsboring rykker nærmere i Tønder

Tønder Fjernvarmeselskab har nu indsnævret feltet af mulige boreselskaber, der skal bore efter varmt vand i Tønders undergrund, til tre selskaber. To tyske og et fransk.
Det skriver Jyske Vestkysten.

Fem selskaber har i prækvalifikationsrunden budt på den forestående boring. De to selskaber har fjernvarmeselskabet hurtigt kunnet sortere fra. Det ene havde en gammel borerig i Guatemale, som slet ikke kunne leve op til de danske miljøkrav. Og det andet selskab kunne ikke begynde at bore efter geotermisk varme i Tønders undergrund i andet kvartal af 2014, som det er planen.

Tilbage står valget nu mellem to tyske og et fransk selskab.

Samtidig er Tønder Fjernvarmeselskab på jagt efter et brøndborer-firma, der kan foretage den første del af boringen.

- Vi er lige nu ved at se os om efter et brøndborer-firma, der kan stå for første del af boringen og som kan bore gennem grundvandet. Det gør det nemmere for boreriggen bagefter og sandsynligvis dermed også billigere for os, siger formanden for Tønder Fjernvarme, Peter Nørkjær, til Jyske Vestkysten.

Kommer ikke til at stå med en kæmperegning
Det planlagte geotermiske anlæg skal lægge i Tønders sydlige industrikvarter og forventes at komme til at koste i omegnen af 200 millioner kroner.

Energistyrelsen stiller krav om, at fjernvarmeselskabet forud for boringen skal stille med en garanti på hele 900 mio. kr. i tilfældet af eksempelvis en større miljøforurening i forbindelse med udvindingen. Derfor er Tønder Fjernvarmeselskab lige nu i dialog med tyske, schweiziske og engelske forsikringsselskaber, der hver vil tage en del af risikoen.

Forsikringsselskaberne vurderer ifølge Peter Nørkjær ikke risikoen som værende særlig høj, og derfor forventer han heller ikke, at det bliver det store problem at få forsikringerne i orden, skriver avisen.

Skulle noget alligevel gå galt, eller viser det sig, at der ikke er den forventede mængde varmt vand i undergrunden, så kommer fjernvarmeselskabets knap 3000 forbruger ikke til at stå med en stor efterregning, forklarer formanden til Jyske Vestkysten.

Ud fra fjernvarmeselskabets selvrisiko på forsikringerne, mener Peter Nørkjær således, at Tønder Fjernvarmeselskab og dets forbruger i givet fald højst vil skulle betale mellem seks og ni millioner kroner.

Det kommende geotermiske anlæg forventes at kunne sikre en besparelse på 5000 kroner om året for et parcelhus på 130 kvadratmeter.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109