Energinet har valgt STM Entreprise ApS fra Bornholm til at stå for nedrivning af bygninger i det område, hvor stationsanlægget til Energiø Bornholm skal etableres.
Opgaven er det første fysiske skridt i forberedelsen af energiøen, som skal koble op mod 3 GW havvind til elnettet i Danmark og Tyskland.
– Det betyder meget for os som bornholmsk virksomhed, at vi kan bidrage til et så stort og vigtigt projekt, der kommer til at præge Bornholms fremtid. Vi ser frem til at gå i gang og til et godt samarbejde med Energinet og deres partnere, som allerede fra starten har udvist stor imødekommenhed og engagement, udtaler Brian Kofoed, direktør og ejer af STM Entreprise i en pressemeddelelse.