Dette indlæg er en skrevet af en ekstern skribent. Indholdet i artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
De sidste 3 år har jeg siddet i bestyrelsen for affaldsselskabet Argo som repræsentant for Odsherred Kommune.
Vi har – som mange andre bestyrelser i affaldsselskaber i landet – været dybt nede i beregningerne og kriterierne for at kunne afgive en ansøgning om at få støtte midler til et CO2-fangst-anlæg.
For at kunne afgive ansøgning skulle selskabet opfylde en lang række af betingelser, herunder et helt færdigt projekt, en aftale om transport og lagring af CO2, en masse juridiske dokumenter, garantistillelser og ikke mindst nogle meget stramme tidsfrister, som næsten var uopnåelige på forhånd. Dette krydret med, at hvis man ikke overholdt aftalerne og fristerne for støtte, så ville man modtage en økonomisk bod.
Ind i alt dette arbejde lå der en regning, som borgerne og brugerne har betalt – en regning, som er gået under den offentlige rader.
I det selskab, hvor jeg sidder, har det handlet om millioner af kroner. Når vi tæller de andre seks selskaber med, som heller ikke vil ansøge om støttemidler til C02-anlæg – men har lavet alt det forbedrende arbejde – vil det ikke undre mig, hvis vi taler om langt over 1 mia. kr.
Det er en milliard, vi som samfund ikke har fået 1 kr. i grøn omstilling for. Vi har så heller ikke fået skabt de CO2-anlæg, som er en afgørende faktor for, at vi når klimamålene.
Dem, der har nydt godt af midlerne, er advokater og udenlandske selskaber med ekspertise i CO2-fangst-anlæg.
Endelig har alle ansøgningskravene medført en ikke ubetydelig regning, som ingen har opgjort, nemlig resursetrækket på de medarbejderne i selskaberne, der har knoklet for at levere.
Hvem har så ansvaret? Mit bud er, at det ligger to steder. Det første sted er i ministeriet og hos ministeren, der har opsat en række krav som var svære at opfylde, og som indebar en stor økonomiske risiko for selskaberne og ejerkommunerne.
Det andet sted er i selskabernes bestyrelser, hvor man kunne have ønsket sig en mere kritisk økonomisk tilgang, og hvor de simple spørgsmål omkring den økonomiske risiko i starten af projektet ikke har været omdrejningspunktet.
Med den viden, jeg som bestyrelsesmedlem har været i besiddelse af, kunne man godt forudse, hvor det ville ende.
Vi (Odsherred Kommune) valgte som den eneste ejerkommune i selskabet meget tidligt i processen at sige nej til projektet på grund af en enorm høj økonomisk risiko, garantistillelsen fra ejerkommunerne, samt viden om, at CO2-lagring på nuværende tidspunkt er helt uprøvet i Danmark.
Det betød, at vi som kommune var meget langt i processen med at melde os ud af affaldsselskabet, da en beslutning om CO2-fangst skulle træffes af en enig bestyrelse. Vi ville ikke forhindre de øvrige kommuner at gå videre i projektet, da vi kun har en ejerandel på 7 %. Derfor var en udmeldelse den eneste vej.
Når vi igen skal til at diskutere CO2-fangst på landsplan, må det blive på et helt andet grundlag, med helt andre forpligtigelser og kriterier end dem, ministerie og Folketing hidtil har lagt op til.
Man må desuden som en forudsætning anerkende og inddrage det arbejde og de erfaringer, som de kommuner og selskaber, der har haft hånden på kogepladen i denne runde af ansøgningsprocessen om støttemidler til CO2-fangst-anlæg, har opnået gennem surt anvendte penge i milliardklassen
BREAKING