23948sdkhjf

Grøn biogas fra gylle flyder nu i naturgasnettet

Mens landene omkring os har gjort det i årevis, er det først fra og med i dag, at Danmark sender CO2-neutral biogas fra gylle ud til naturgaskunderne.
I dag åbner Danmarks største naturgasselskab, HMN Naturgas I/S, for hanerne og sender tusindvis af kubikmeter opgraderet biogas fra gylle ud i naturgasnettet.

- Dette er et vigtigt skridt i den grønne omstilling. Hidtil har biogas fra gylle kun kunnet anvendes af de lokale kraftvarmeværker. Men ved at anvende naturgasnettet kan en langt større andel af Danmarks gylle anvendes til energi, og på længere sigt nå rundt til cirka en kvart million naturgaskunder, siger administrerende direktør Susanne Juhl fra HMN Naturgas I/S.

- Energien udnyttes bedre i gasnettet sammenlignet de små, lokale værker, hvor der sker et stort tab. Blandt andet på grund af overproduktion om sommeren. Gasnettet fungerer til gengæld som et lager, hvor der kan skrues op og ned efter behov, forklarer Susanne Juhl.

Den biogas, der sendes ud, er lavet af gylle fra køer og svin og kyllingemøg iblandet halm og græs. Det nye tiltag med biogas fra gylle på nettet sker som led i en aftale mellem HMN-koncernen og biogasproducenten LBT-Agro. Aftalen betyder, at LBT Agro leverer seks millioner kubikmeter opgraderet biogas om året. Dette er nok til at varme ca. 4.000 parcelhuse op, og medfører en årlig CO2-besparelse på ca. 12.000 tons.

Danmarks hidtil største opgraderingsanlæg
Som en del af aftalen med LBT-Agro finansierer HMN-koncernen et opgraderingsanlæg, der ifølge koncernen bliver Danmarks hidtil største – cirka otte gange så stort som det nuværende største anlæg. Opgraderingsanlægget bearbejder den rå biogas, således at den får samme egenskaber som naturgas.

Gassen havner primært hos HMN-koncernens nordjyske naturgaskunder i Hjørring, Hirtshals og Sindal.

- Opvarmning af 4.000 parcelhuse lyder måske ikke af så meget, men dette er blot første skridt på vejen. Vi forventer, at der sendes gyllebaseret biogas rundt i nettet både i Jylland, på Fyn og på Sjælland i løbet af de næste tre til fem år. Vi er i dialog med flere producenter om forskellige projekter, siger Susanne Juhl.

Der findes allerede forarbejdet biogas på naturgasnettet, som sendes ud fra DONG Energys opgraderingsanlæg syd for Fredericia. Men denne biogas stammer imidlertid ikke fra gylle, men derimod fra slam fra husholdningsaffald.

Reducerer landbrugets belastning af klima og miljø
- Biogas fra gylle har også den fordel, at den reducerer landbrugets belastning af klima og miljø. For når gyllen kommer igennem et biogasanlæg, kommer den renere ud på den anden side. Der bliver mindre udledning af metan og lattergas end ellers. Samtidig får planterne på markerne nemmere ved at optage næringsstofferne i gyllen, og det gavner vandmiljøet, siger administrerende direktør i HMN Naturgas I/S, Susanne Juhl og tilføjer:

- Processen medfører også, at gyllen lugter mindre, når den kommer ud på markerne. I stedet for at være et miljø- og klimamæssigt problem, kan gyllen blive en grøn gevinst og gavne samfundsøkonomien via gassystemet.

50 procent gylle til biogas
Regeringen og de øvrige partier bag energiforliget har som målsætning, at 50 procent af Danmarks gylle senest i 2020 skal omdannes til biogas. Ifølge Brancheforeningen for Biogas er det pt. kun ca. syv procent, der udnyttes.

I kølvandet på energiforliget fra 2012 er der kommet nye tilskudsregler, som giver producenter af biogas til naturgasnettet mulighed for at få økonomisk støtte. I de kommende år vil der derfor være flere biogasproducenter, der vil levere til naturgasnettet, vurderer HMN Naturgas I/S.

Biogassen fra gylle kan også – via en certifikatordning – bruges som brændstof til køretøjer, herunder lastbiler og busser. Langt de fleste EU-lande, med Danmark som en af de få undtagelser, er allerede i gang med at introducere gasbiler.

- Politikerne vil gerne have en del af busserne og lastbilerne væk fra diesel og over på biogas. Og det kan sagtens lade sig gøre. For eksempel ved at forarbejde biogas fra gylle og sende det ud i naturgasnettet. Så kan køretøjerne benytte særlige gastankstationer rundt om i landet. De første tankstationer er allerede bygget, og flere er på vej, siger Susanne Juhl.
Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079