23948sdkhjf

Klumme: Grønt lys til ny bilbeskatning

Statens indtægter fra bilbeskatningen falder – uden at give den ønskede indpasning af grønne biler. Hos Dansk Elbil Alliance har vi ét ønske for det nye år: En realisering af den i regeringsgrundlaget annoncerede grønne omlægning af bilbeskatningen.
Skal regeringen overholde dette løfte, så begynder det efterhånden at stramme til, hvis omlægningen af bilbeskatningen ikke skal bremses af den forestående valgkamp. Derfor - kassér det nuværende beskatningskludetæppe og lad en moderne bilbeskatning bane vejen for flere grønne biler på de danske veje.

Den oprindelige bilbeskatning er et udtryk for formuebeskatning udtænkt til en tid, hvor vi kørte på benzin eller diesel. Men i dag og fremover vil vi i stadig stigende omfang køre på el, gas og brint, og det kræver en ny tilgang til bilbeskatningen.

Der er mange argumenter for, at bilbeskatningen skal bringes up-to-date og bane vejen for flere grønne biler. Energiforbruget stiger fortsat i transportsektoren på trods af flere energieffektive biler i bilparken, de mange mikrobiler udhuler statens provenu og det faktum, at bilers levetid i gennemsnit er 17 år på vejene betyder, at vi allerede nu må speede omstillingen op, hvis vi skal nå målet om lavere energiforbrug, fossiluafhængighed og dermed indpasning af vedvarende energi – også i transportsektoren.

For at forstå helheden af en omlægning, er man også nødt til at se på, hvad den nuværende beskatningsmodel betyder for Danmark. Registreringsafgiften indbragte 24 mia. kr. i 2007. I 2013 var forventningen 14 mia. kr. Baggrunden for det markante fald i kroner er ikke et faldende salg af biler. Tværtimod. Hvor der i 2003 var 1,89 mio. personbiler i Danmark, så var tallet i 2013 steget til 2,24 mio.

I dag betaler enkelte afgiftsfritagede elbiler mere til statskassen end de små benzinbiler. Nogle grønne bilmodeller holdes helt ude fra det danske marked, da afgiften gør dem alt for dyre. Der sker en skævvridning i markedet på grund af den forældede bilbeskatningsmodel. Der er derfor behov for en tilpasning af bilbeskatningen, så den svarer til det billede af transportsektoren, som vi kigger ind i allerede nu og i en nær fremtid.

Lær af Norge
Den nuværende ordning viser det, som vi allerede godt vidste. Vi indretter os efter økonomiske incitamenter, hvorfor danskerne i stort omfang har købt mikrobiler. I Norge har man omlagt bilbeskatningen til en teknisk model og afgiftsfritaget elbiler. Resultatet er ikke til at tage fejl af. Norge er verdensførende inden for elbiler og de bedst sælgende modeller har ikke benzin- eller dieselmotor, men batteri og elmotor.

Skal vi have norske tilstande? Gerne siger vi. Én ting er sikkert. Med den rette bilbeskatning baner vi vejen for en grøn omlægning af transportsektoren.

De økonomiske vismænd har anbefalet en omsiggribende omlægning af bilafgifterne. Det bærende princip i DØRs anbefalinger er, at beskatning af privatbilismen skal baseres på de marginale, eksterne omkostninger som er forbundet med kørslen i bilen, herunder forurening, støj, trængsel og ulykker. DØR vurderer, at et ønske om at rejse offentligt provenu mere effektivt kan imødekommes via øget moms eller skat på arbejdsindkomst.

For at beskatte forbruget i stedet for ejerskabet (beskatning tættest på kilden) anbefaler DØR kørselsafgifter, som på sigt kan afløses af GPS-baseret road pricing, samt en afskaffelse af eller kraftig reduktion af registreringsafgiften, og at afgiften på benzin og diesel reduceres, således at brændstofafgifterne svarer til CO2-udledningen.

Ønsker vi at fremme den grønne omstilling af bilparken, mener vi ikke, at det er vejen frem. Regeringens ønske er at sikre, at der købes biler, der forurener mindre. Dansk Elbil Alliances beskatningsmodel er en teknisk baseret, grøn og provenuneutral omlægning af bilbeskatningen. Det kan lade sig gøre, men det kræver politisk vilje.

Hovedtrækkene i Dansk Elbil Alliances model er fastholdelse af statens provenu, men i stedet at basere beskatningen på bilernes CO2-udledning og sikkerhed. Samtidig skal man lade den årlige grønne ejerafgift afspejle bilernes gennemsnitlige omkostninger for samfundet grundet støj, partikelforurening og slid på vejene, og endelig basere beskatningen på data fra det digitale motorregister.

Den endelige model bliver formentlig et politisk kompromis baseret på en række af de nævnte elementer. Lad det blive et kompromis, der sikrer flere grønne biler på vejene.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064