23948sdkhjf

Danmark skal være med til at gøre Kina grønnere

Tre energiprojekter i det nordøstlige Kina skal efter dansk forbillede demonstrere, hvordan energikilder som vind og biomasse kan integreres effektivt i el-systemet. Projekterne skal tjene som inspiration i et land, der er dybt afhængigt af kul.
Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard ledsager i disse dage Folketingets klima-, energi- og bygningsudvalg til Kina blandt andet for at se nærmere på projekterne og for at mødes med sine kinesiske regeringskolleger.

Kina er verdens største energiforbruger og udleder af CO2. Kina brugte i 2011 dobbelt så meget kul som USA, EU og Japan tilsammen. Landet stod alene for knap halvdelen af verdens kulforbrug.

Miljøproblemerne bliver mere og mere synlige og kræver omfattende omstillinger. Kina er derfor for alvor begyndt at satse på vedvarende energi for at mindske luftforureningen, reducere afhængigheden af fossil energi og begrænse CO2-udslippet. Og her er der blandt andet brug for dansk ekspertise.

- I Danmark er vi langt fremme, når det gælder energiteknologi og viden om at omstille energisystemer til grøn energi. Det er derfor kineserne efterspørger danske rådgivere og dansk teknologi. Det kan vi være stolte af. Det gavner både det globale klima og omsætningen i danske virksomheder, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

Effektiv integration af vedvarende energi
Kina tegner sig i dag for cirka 26 procent af det globale vindmøllemarked, og en af de kinesiske udfordringer er, at det kinesiske el-system ikke er gearet til at integrere store mængder vindmøllestrøm. I 2012 gik cirka 1/5 af den kinesiske vindmøllestrøm til spilde – svarende til mere end halvdelen af det årlige danske el-forbrug. Lignende sker ikke i Danmark, hvor store mængder vindenergi og høj forsyningssikkerhed går hånd i hånd.

Derfor danner de danske erfaringer inden for effektiv integration af vedvarende energi nu grundlaget for de tre energiprojekter, der er blevet iværksat i det nordøstlige Kina. Energistyrelsen samarbejder tæt om projekterne med Kinas nationale vedvarende energicenter, China National Renewable Energy Center, som Danmark har været med til at opbygge.

- Kineserne er meget interesserede i, hvordan vi omstiller til grøn energi. Det betyder, at vi har fået en unik position som betroet samarbejdspartner med den kinesiske regering. Vores hjælp er med til at sænke ressourceforbruget og mindske belastningen på klimaet, siger Martin Lidegaard.

Muligheder for danske virksomheder
Et grønnere Kina vil være godt nyt for danske virksomheder, som kan levere en række af de teknologiske løsninger, som Kina har brug for inden for vindenergi, energieffektivt byggeri, fjernvarme og rådgivning.

Cowi og Danfoss’ fjernvarmeprojekt i byen Anshan er et de største danske kommercielle projekter i Kina. Projektet, som også klima-, energi- og bygningsudvalget vil besøge, sender overskudsvarme fra Anshans stålværk, der er Kinas største, ud i byens fjernvarmesystem. Dermed kan der spares masser af kul og op til 240.000 tons CO2 årligt. Samtidig får Anshan markant renere luft.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095