23948sdkhjf

HOFOR har nu overtaget Amagerværket fra Vattenfall

HOFOR går nu i gang med at omstille værket til bæredygtig biomasse og forventer dermed at levere et markant bidrag til Københavns plan om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025
Fra første januar 2014 er det forsyningsselskabet HOFOR, det tidligere Københavns Energi, som driver det store værk på Amager. HOFOR, der har købt værket af den svenske energikoncern Vattenfall, bliver dermed igen ejer af kraftvarmeværket. HOFORs administrerende direktør, Lars Therkildsen, peger på tre primære grunde til overtagelsen:

- Når vi i HOFOR har valgt at investere i Amagerværket, skyldes det, at vi som leverandør af fjernvarme til 500.000 københavnere har en forpligtelse over for vores ejere og kunder til at hæve blikket og sikre en konstant og bæredygtig varmeforsyning til København – også langt ud i fremtiden. Svanemølleværket og H.C. Ørstedsværket, er begge ældre værker, som fremover kun vil levere begrænset kapacitet. Desuden ser vi en mulighed for at drive værket på en måde, som sikrer en fornuftig varmepris, der kommer vores fjernvarmekunder til gavn. Endelig sikrer vi med købet omstillingen til grønnere el- og varmeproduktion i København. Det er noget, der kommer til at bidrage afgørende til, at byen bliver verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025, lyder det fra Lars Therkildsen.

Ingen ændring fra dag til dag
Amagerværket udgør i dag en grundsten i fjernvarmeforsyningen i København og producerer også varme til en række omegnskommuner. Selv om nøglen nu er overdraget, og HOFOR allerede er i gang med at planlægge omstillingen af værkets blok 3 fra kul til bæredygtig biomasse, så vil der ikke ske nogen ændring i varmeproduktionen fra den ene dag til den anden, fortæller Lars Therkildsen.

- Højeffektiv kraftvarme er en meget væsentlig del af et effektivt energisystem. Gennem grundig planlægning vil vi til gavn for kunderne arbejde for at realisere de synergier, der er ved som stort forsyningsselskab også at eje produktionskapaciteten. En vigtig del af dette arbejde bliver at omlægge værket til en grønnere fremtid uden kul, så københavnerne i løbet af nogle år vil få grøn fjernvarme.

Samtidig understreger Lars Therkildsen, at købet af Amagerværket ikke kommer til at lægge nogen dæmper på HOFORs arbejde med planlægningen af fremtidens fleksible energisystem, og herunder udviklings- og demonstrationsprojekter inden for udnyttelse af fx geotermi, store varmepumper, varmelagring og solvarme til fjernvarme. Der er dog tale om teknologier, der kræver yderligere udvikling før de kan levere en væsentlig del af fjernvarmen, og de indgår derfor i HOFORs langsigtede varmeplanlægning.
Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078