23948sdkhjf

Klumme: Den bedste energi er den som kommer af sig selv

Hvorfor bruge brændsler til at holde varmen med, når der er så meget overskudsvarme til rådighed, uden at vi skal bruge så meget som en tændstik?
Den bedste kilowatttime er den, som vi ikke bruger. Og netop de kilowatttimer er der rigtigt mange af, som vi ikke udnytter, selv om vi i bund og grund er ret gode til netop den disciplin, der hedder overskudsvarme.

Faktisk er der så meget spildt energi til overs her hjemme, at man kunne varme Aarhus op med den. Eller i hvert fald en mængde, der svarer til det årlige forbrug af fjernvarme i netop Danmarks næststørste by - mindst. Vel at mærke spildvarme, som netop går til spilde, fordi vi i dag ikke opsamler den og udnytter den til fjernvarme.

Det er der mange forklaringer på, men en forklaring overstiger desværre de andre, og det er forklaringen om afgift. For det er nemlig omfattet af afgiftsbetaling, hvis man vitterligt gør det energimæssigt absolut mest fornuftige og udnytter spildvarmen.

Det er det til gengæld ikke at lade den fise lige ud i den blå luft til ingen verdens nytte, udover et par fugle, som kan få varmet fusserne. Hvilket de så i øvrigt helst er fri for.

Det er jo ærgerligt, at vi dermed er nødt til at bruge brændsler, så folk kan holde varmen.

Den væsentligste del af det energibehov, vi har her hjemme, det er til opvarmning. For her i vintertiden står det lysende klart, at vi ikke kan klare os uden varme i stuerne. Derfor bruger vi masser af brændsler af alle typer på netop at holde varmen.

Fabrikkerne kører også løs i deres produktion uanset, om vi udnytter spildvarmen fra deres maskiner eller ej, for maskinerne er ikke skabt for at producere varme. De gør det bare alligevel, og derfor er der behov for at køle varmen bort.

Den bedste og mest effektive måde ville være at bruge det til at varme fjernvarmevand op, men i dag er det altså elforbrugende køletårne, som bortskaffer denne dyrebare energi og sender den lige op i den blå luft i stedet.

Det med den energieffektive udnyttelse har udlandet fået øje på. Rigtig mange steder er man særdeles interesseret i den danske anvendelse af overskudvarme fra affaldsforbrænding eller kraftvarmeproduktion. Men det mest for den smarteste udnyttelse af energi.

Fremtiden er forhåbentlig, at vi udnytter al spildvarme fra industri, fra serverrum, fra køleanlæg i supermarkeder eller fra hvor der nu er en eller anden maskine eller proces, som bruger energi og dermed producerer overskudvarme.

I London er de på vej til at gå skridtet videre og udnytte den menneskeskabte spildvarme fra metroens ventilationssystem. Den er ikke glohed, men den indeholder utrolige mængder energi, som det vil være samfunds- og miljømæssigt absolut den ypperste ide at anvende til fjernvarme.

Ganske enkelt fordi det er en grøn udnyttelse af ressourcer, som alligevel er til rådighed, om vi udnytter dem eller ej. Det er brændselsbesparende, og det betyder, at man sparer udgifterne til indkøb af brændsler. Derfor er det både CO2-besparende og en økonomisk fremragende løsning. Og så er det ikke mindst med til at understøtte lokalt erhvervsliv, fordi virksomhederne får en indtægt for at sælge overskudvarmen til fjernvarmeværket.

Tilmed er det en disciplin, danske fjernvarmevirksomheder er mestre i, og som udlandet i stor stil efterspørger, fordi energieffektivitet står øverst på ønskelisten.

Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079