Planerne om et stort Power-to-X-anlæg i tilknytning til en kommende solcellepark ved Skrydstrup bliver ikke til virkelighed.
Forsvaret har afvist projektet af hensyn til flysikkerheden og sætter dermed en stopper for et energiprojektet og dets op mod 60 permanente arbejdspladser i nærområdet.
Det skriver JydskeVestkysten.
Ifølge Forsvaret udgør et PtX-anlæg en for stor risiko tæt på en aktiv flyvestation, da et potentielt uheld vil kunne påvirke blandt andet redningshelikoptere og anden beredskabsflyvning.
I stedet foreslår projektudviklerne bag Solpark Skrydstrup ApS nu et BESS-anlæg (Battery Energy Storage System), som skal lagre strømmen i containere og placeres længere væk fra Flyvestation Skrydstrup.
– Et uheld på et PtX-anlæg ville kunne påvirke flyvningen på Skrydstrup – særligt redningshelikopteren og andre beredskabsflyvninger, udtaler Forsvaret til JydskeVestkysten.