23948sdkhjf

Private investorer skyder 11 mia. kr. i Dong Energy

Ny aftale tilfører Dong Energy 11 milliarder kroner og reducerer samtidig statens ejerandel fra 81 til cirka 60 procent af aktierne.
Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), fonde administreret af Goldman Sachs Merchant Banking Division gennem New Energy Investment S.a.r.l. (Goldman Sachs funds) og PFA Pension Forsikringsaktieselskab (PFA) underskrev fredag en bindende investeringsaftale, som beskriver vilkår og betingelser for ATP's, Goldman Sachs funds’ og PFA's investering på i alt 11 milliarder kroner i Dong Energy A/S ved tegning af nye aktier. Det oplyser Dong Energy i en koncernmeddelelse.

Aftalerne består dels af en investeringsaftale, der regulerer vilkår og betingelser for selve kapitaludvidelsen, dels en aktionæroverenskomst, der regulerer en række forhold mellem aktionærerne og selskabet efter kapitaludvidelsens gennemførsel.

Med aftalerne reduceres statens ejerandel, så 60 procent af aktierne fremover vil være statsejede imod 81 procent hidtil. Aftalernes endelige gennemførsel er derfor også betinget af Finansudvalgets godkendelse samt de relevante konkurrencemyndigheders godkendelse.

Stærkere på offshore
Både den danske finansminister og Dong Energys bestyrelsesformand forventer, at den nye kapitaltilføring vil være med til at gøre selskabet til en endnu stærkere aktør inden for offshore vind.

- Jeg er glad for, at vi nu har fået aftalerne med Goldman Sachs, ATP og PFA på plads. Vi kan nu se frem til, at Dong Energy får styrket sit kapitalgrundlag markant. Dermed kan selskabet forsætte sine ambitiøse investeringer inden for især havvindmølleparker og dermed vedblive med at være en ledende aktør inden for den grønne omstilling i Nordvesteuropa, lyder det fra finansminister Bjarne Corydon.

- Vi ser frem til at kunne byde ATP, Goldman Sachs funds og PFA velkommen i Dong Energy's ejerkreds. Den nye kapital betyder, at vi kan gennemføre vores vækststrategi, herunder vores betydelige investeringsprogram inden for offshore vind. Inden for dette område er Dong Energy i dag global markedsleder, og vores mål er at blive endnu stærkere. Med denne aftale får vi en endnu bedre mulighed for at skabe værdi for vores ejere herunder også for vores nuværende aktionærer, hvoraf den danske stat er hovedaktionær. Samtidig kan vi fortsætte vores ambitiøse arbejde med at omstille energiforsyningen til mere grøn og klimavenlig energi, siger Fritz Schur, bestyrelsesformand i Dong Energy i koncernmeddelelsen.

De væsentligste vilkår i aftalerne er:
• De nye aktionærer tegner aktier i Dong Energy for i alt 11 mia. kr. Heraf står Goldman Sachs for 8,0 mia. kr., ATP for 2,2 mia. kr. og PFA for 0,8 mia. kr.
• Aktietegningen er baseret på en værdiansættelse af Dong Energy på 31½ mia. kr.
• Parterne er enige om i de kommende år at arbejde frem mod en børsnotering.
• De nye aktionærer har ret til at sælge deres aktier til staten på nærmere fastsatte vilkår, hvis ikke Dong Energy er børsnoteret inden foråret 2018.
• Staten vil forblive majoritetsaktionær efter en fremtidig børsnotering.
• De eksisterende mindretalsaktionærer vil kunne tegne nye aktier i Dong Energy på samme vilkår, så de kan fastholde deres nuværende ejerandele.
• Der skal etableres et aktiebaseret incitamentsprogram for medarbejdere i Dong Energy.
• Kapitalindskuddet forventes endeligt gennemført i starten af 2014.

Ejerstrukturen i Dong Energy vil – før de nuværende mindretalsaktionærers eventuelle tegning af nye aktier og etablering af et aktiebaseret incitamentsprogram for medarbejdere – vil være følgende:

Staten: ca. 60 pct. (i dag 81 pct.)
Goldman Sachs: ca. 19 pct.
ATP: ca. 5 pct.
PFA: ca. 2 pct.
Eksisterende mindretalsaktionærer: ca. 14 pct. (i dag 19 pct.)

Kilde: Finansministeriet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109