Lokalsamfund vil købe sig fri af fjernvarmekrise

Flere lokalsamfund i Odsherred forbereder sig nu på at købe deres lokale varmeværker ud af det nødlidende Odsherred Forsyning, hvis muligheden opstår.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
Baggrunden er den aktuelle rekonstruktion af Odsherred Forsyning, som Skifteretten i Holbæk har udskudt med to måneder. Flere potentielle købere har nemlig henvendt sig, hvilket har givet håb i byer som Vig og Egebjerg, hvor borgere og tidligere driftspersonale er klar til at etablere lokale selskaber og overtage driften af værkerne.
- I Egebjerg er vi klar til at overtage det varmeværk vi selv har etableret og drevet i tre et halvt år. Vi kender anlægget og arbejdet med at eje og drive værket. Forudsætningen er, at overdragelsen kan ske på rimelige vilkår - fuldstændig som det var tilfældet, da værket blev overdraget til Odsherred Varme 1. januar 2022, fastslår talsperson Kasper Algren til avisen.
I både Vig og Egebjerg er der også stor vilje til at sikre lokalt ejerskab og stabil drift uden afhængighed af det kriseramte forsyningsselskab.
Ifølge borgerne er målet at få indflydelse på varmepriserne og at sikre økonomisk gennemsigtighed. Samtidig ønsker flere at undgå de høje exitgebyrer, som gennemsnitligt løber op i over 200.000 kr., og de stigende varmepriser, der har fulgt i kølvandet på skandalen i Odsherred Forsyning.
Hverken rekonstruktør Christian Jul Madsen eller bestyrelsesformand i Odsherred Forsyning, Lars Therkildsen, er vendt tilbage på mediets henvendelser inden deadline.
Artiklen er en del af temaet Skandalen i Odsherred.