23948sdkhjf

Rekord-debut til nyt samarbejde om solceller til boligforeninger

Solcelle-konceptet til boligselskaber, der for kort tiden siden blev etableret af Munk Energy og boligselskabernes indkøbsforening, Bolind, får en opsigtsvækkende debut i Skive.
Det nye samarbejde mellem solcellevirksomheden, Munk Energy og Boligforeningernes indkøbsforening, Bolind ser ud til at være en succes allerede, selvom det først blev skudt i gang for mindre end et par måneder siden. Boligforeninger landet over står nemlig i kø for at indhente tilbud på solceller fra partnerskabet.

Boligforeningen AAB Skive er konceptets første kunde, og de første solcellepaneler monteres i disse dage på Plejecenter Gammelgård i Skive.

- AAB Skive var det første boligselskab, der gik i gang med solcelle-projekt ud fra det nye koncept. Plejehjemmet er første etape i en større plan, vi har udarbejdet i fællesskab for vores forenings i alt 1.700 boliger. Vi glæder over at være de første og også over rekorden med det største solcelleanlæg på et dansk plejehjem til dato. Anlægget breder sig over 800 m² på fire tage. Det kommer til at producere 105 kWp – hvilket svarer til energiforbruget i 35 almindelige husstande, siger forretningsfører Gert Holm fra AAB Skive.

Næste projekt på trapperne
Plejecenter Gammelgård har 74 beboere, der allerede fra midt i december kan glæde sig over den nye strømkilde.

- Det var oplagt at begynde med plejehjemmet, fordi det er den af vores afdelinger, der har det største strømforbrug fra bl.a. elevatorer, hjælpemidler og lamper i bygningen jævnt fordelt hen over dagen. De næste projekter er allerede planlagt, og inden udgangen af 2014 har vi sammen med Munk Energy arbejdet samtlige afdelinger igennem, siger Gert Holm. Han oplyser, at det på ingen måde betyder huslejestigninger for plejehjemmets beboere at få solceller på taget.

- Investeringen er omkostningsneutral, og om ca. 10 år, når anlægget er tilbagebetalt, kan beboerne så se frem til besparelser på huslejen, pga. billig el, understreger Gert Holm og tilføjer, at man havde kigget på solceller et stykke tid, og fandt det rette setup med Munk Energy og Bolind.

Dominoeffekt blandt boligforeninger
Det er Munk Energys faste samarbejdspartner fra tidligere opgaver i Midtjylland, Galten Elværk Erhverv, der står for montagen af de mange solceller på plejehjemstagene i Skive.

- Vi har monteret solceller på private boliger i flere år, så det er spændende for os at skalere vores kompetencer op til større opgaver. Denne aktuelle opgave i Skive er vores hidtil største, og vi ser frem til endnu flere store opgaver i boligselskaberne – opgaver som vi får endnu bedre muligheder for at løse, når vi har gennemført den forventede fusion med Viby El-værk, Brabrand El-selskab og Østjysk Energi og dermed får tilknyttet flere montører, siger Kim Frandsen, der er direktør i Galten Elværk Erhverv.

Hans optimisme med hensyn til opgaver med boligforeninger deles af indehaveren af Munk Energy, Andreas Nyeboe Munk. Firmaet har travlt med at rådgive boligforeninger fra hele landet omkring solceller.

- Regeringens solcellelov har gjort det mindre attraktivt for private boligejere at montere solceller, men heldigvis er det nu blevet særdeles attraktivt for fællesanlæg som i boligselskaberne – og vi kan rådgive selskaberne om, hvordan de bedst udnytter muligheder ud fra netop behov, økonomi, arkitektur, interaktiv læring og forbrugsmønster. Hver kunde har en unik case, og det betyder, at der er behov for en specifik rådgivning i hvert tilfælde for at sikre en optimale totalløsning, udtaler Andreas Nyeboe Munk.

- Jeg vil kalde det en slags dominoeffekt, det vi oplever fra boligselskaberne netop nu. Der er virkelig stor interesse for solcellerne, og det er dejligt at se, at der er så mange projekter, der går i luften nu og i det nye år, slutter Benny Birkholm, der er chefkonsulent i solenergi for Bolind Handel.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079