COP19: Et skridt frem og to tilbage
Resultatet af FN’s 19. klimakonference er en skuffelse, mener afdelingschef Charlotte Søndergren fra Dansk Energi.
Charlotte Søndergren konstaterer, at FN-processen er i krise. En del større industrilande har næsten trukket sig ud af klimakampen, og en stribe udviklingslande bliver udnyttet af Kina og Indien, der gør alt for at undgå at få internationalt forpligtende klimamål.
- De fattigste og mest sårbare udviklingslande har en klar interesse i en ambitiøs klimaaftale – både for at minimere konsekvenserne af klimaforandringerne og for at få støtte til klimatilpasning.
- Alle lande bør det næste års tid tænke over, hvad de selv kan bidrage med. Det gælder også for EU, der bør kunne blive internt enig om et klimamål på minimum 40 procent i 2030, siger Charlotte Søndergren.
Brug for stærk global aftale i 2015
- Der er i fremtiden behov for at fokusere på, hvad FN-processen kan og ikke kan. Det er tydeligt, at der er behov for flere aktiviteter på nationalt plan – aktiviteter, der forhåbentlig kan bane vej for en stærkt global aftale indgået i Paris i 2015, siger Charlotte Søndergren.
Europas energipolitik skal derfor heller ikke deponeres i FN-processen.
- EU skal uanset FN-processen fastholde en ambitiøs klima- og energipolitik. Det skal vi, fordi det er i Europas interesse at blive mindre afhængig af import af fossile brændsler. Midlerne er at fastholde satsningen på vedvarende energi og energieffektivitet, siger Charlotte Søndergren.
EU skal finde sine egne ben og vise, hvordan man får ambitiøse klimamål til at gå hånd i hånd med vækst og arbejdspladser, mener hun.