Tvillingebrødre tjener trecifret millionbeløb på energihandel efter tre år

København lægger hus til en ny frontløber i energihandlen.
Trods branchens arnested i Aarhus kommer årets mest bemærkelsesværdige regnskab fra den unge virksomhed Twig Energy, som er stiftet af de to tvillingebrødre Søren og Casper Kaae Sønderby.
Det skriver Finans.
Med blot 25 ansatte har Twig Energy formået at tjene 107 mio. kr. før skat i 2024 – mere end en fordobling af sidste års resultat og bemærkelsesværdigt for et selskab, der kun har tre aflagte regnskabsår bag sig.
- Vores ambition er større end at trække udbytte ud til ejerne. Vi vil gerne bygge et firma, som er her i lang tid og gør en forskel. Og det kræver, at vi investerer vores overskud i at bygge det større og bedre, udtaler adm. dir. og medstifter Casper Kaae Sønderby til Finans.
Hvor traditionelle aktører som Danske Commodities og Mind Energy kæmper med faldende indtjening, går Twig Energy imod strømmen. Det skyldes ikke mindst selskabets teknologidrevne tilgang, hvor kunstig intelligens og algoritmer erstatter manuelle handler. Ambitionen er tydelig: At skalere teknologien og gøre en reel forskel for elsystemets balance.
Næste skridt bliver at geninvestere det udbetalte udbytte på 112 mio. kr. i infrastruktur som batterier, udtaler de til Finans. Ifølge selskabet selv forventes overskuddet at vokse til op mod 150 mio. kr. efter skat i 2025.