23948sdkhjf
Annonce

Blæst bagover af protester over vindmøller

Kritikken af mulige vindmøller mellem Aarhus og Syddjurs vælter ind. Rådmand medgiver, at processen ikke har været optimal

Dan Enkelund viser rundt i området, hvor der måske kan komme til at stå tre vindmøller.

- Det er lige her godt 100 meter fra vejen, at den første vindmølle skal stå, siger han og peger i retning af den mark, som er ejet af Vosnæs Gods.

Selv bor han i Syddjurs Kommune - under en kilometer fra stedet - og han er blandt de mange borgere i nabokommunen, som er kritiske over for projektet.

En gennemgang, som TV2 Østjylland har lavet af 65 høringssvar, viser, at mindst hver tredje kommer fra borgere i nabokommunen Syddjurs.

Ret logisk, mener Syddjurs' borgmester.

- Af den simple årsag, at det er vores borgere, som det går ud over, siger borgmester Michael Stegger Jensen (S).

Der er nemlig kun godt 600 meter fra den tiltænkte placering til kommunegrænsen.

Lige nu arbejder et samlet byråd i Syddjurs Kommune på et høringssvar, hvor de ønsker et totalt stop for vindmøllerne.

- Vores borgere kan ikke stemme, fordi det foregår i Aarhus Kommune. De er nødt til at have nogle, som taler deres sag. Der er en forening mod vindmøllerne, som gør det godt, men vores borgere har også behov for en politisk stemme i sagen, siger Michael Stegger Jensen.

Ikke optimalt

I Aarhus Kommune forstår den konservative rådmand for teknik og miljø, Nicolaj Bang, godt, at der er borgere på den anden side af kommuneskiltet, som udtrykker skepsis.

- Det er en proces, som har været lang tid undervejs, og som vi også må erkende ikke har været optimal, siger Nicolaj Bang.

- Hvad har ikke været optimalt?

- Processen er nok født i en tid, hvor vi gik lidt mindre op i borgerinddragelse, end vi gør i dag. Det betyder, at der er truffet nogle beslutninger ret tidligt, før der har været en fornuftig borgerinddragelse.

Lokalplanen for de tre vindmøller er nu i offentlig høring. De står til at blive 150 meter høje - højere end Lighthouse på 142 meter - og samlet skal de kunne levere strøm til 9.500 husstande om året.

Planerne har været undervejs i mange år. De er også blevet cementeret i Aarhus Kommunes klimaaftale, hvor målet er at blive klimaneutral i 2030.

De fleste partier undtaget Danmarksdemokraterne og Henrik Arens fra Liberal Alliance står bag aftalen. Dog har Venstre sagt, at de er imod lige præcis vindmøllerne ved Vosnæs.

Lige nu er høringen om lokalplanen i gang, og torsdag aften er der borgermøde, hvor alle i en radius af 10 kilometer fra vindmøllerne har fået en invitation.

Der blev hurtigt udsolgt på den første lokation på Skæring Skole, hvor der var plads til 250 tilhørere. Nu er det rykket til Vejlby-Risskov Hallerne med plads til 600.

Her kommer både nogle af de borgere fra Syddjurs Kommune, som har lavet høringssvar og endnu flere af dem, som arbejder på et høringssvar.

Uegnet til vindmøller

Dan Enkelund er både nabo til projektet og formand for Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs.

Han forstår også godt, hvorfor der er borgere fra hans kommune, som ivrigt giver deres mening til kende.

- Området er totalt uegnet til vindmøller, og det er borgerne i Syddjurs Kommune, som oplever den største påvirkning, siger han.

Samtlige høringssvar fra borgerne i Syddjurs Kommune siger nej til vindmøllerne lige på den anden side af kommunegrænsen.

Nogle er helt kortfattede med få ord som 'Vi vil have vores fredede skønne plet i fred', mens andre svar er på flere sider.

Tre procent af Aarhus' forbrug

For Syddjurs' borgmester handler det i princippet ikke om på hvilken side af kommunegrænsen, at vindmøllerne bliver planlagt.

- Det handler ikke om, om det er i vores kommune eller ej, det handler om, at det er forkert at gøre, og derfor er vi også ret tydelige. Det sender et signal, at vi er enige i byrådet i Syddjurs, siger Michael Stegger Jensen (S).

Også Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs kommer med et høringssvar.

- Jeg synes, at Aarhus Kommune har en rigtig fin ambition om at blive klimaneutrale, og klimaplanen er rigtig fin, men projektet her er uden betydning i forhold til at nå klimamålene, mener formand Dan Enkelund.

Aarhus Kommune oplyser, at vindmøllerne vil levere omtrent tre procent af Aarhus Kommunes samlede energiforbrug. Foreningen har lavet beregninger, hvor de vurderer, at det nærmere er er én procent.

- Derfor står det slet ikke mål med de konsekvenser, det har for naturværdier, dyreliv og hele Syddjurs. Derfor hænger proportionaliteten ikke sammen.

Samtidig føler han sig magtesløs, fordi han som borger i nabokommunen, ikke kan vise sin utilfredshed ved stemmeboksen, når der skal være kommunalvalg til november.

- Det er smart at placere vindmøllerne lige ved kommunegrænsen, for der, hvor de har den største impact, er der ikke stemmeret, siger Dan Enkelund.

Rådmand afviser

Den konservative rådmand Nicolaj Bang afviser, at placeringen tæt på kommunegrænsen er valgt af taktiske årsager.

- For mig er borgere nu engang borgere. Vi har det syn på Aarhus, at selvom vi har en kommunegrænse, så er der en stor del af de mennesker, som orienterer sig mod Aarhus og arbejder her, der bor i nabokommunerne, siger han.

- Selvom vindmøllerne er en del af et større mål om klimaneutralitet, hvorfor så ikke hive dem ud og blive fri for al den ballade med naboerne i Syddjurs?

- Skal man pille noget ud, så skal samtlige forligspartnere være enige. Jeg kan høre, at det er der ret lidt appetit på blandt mange af de andre partier.

- Hvad betyder det?

- Der er nogle partier som har stærke holdninger til antallet af vindmøller, og hvor de skal stå. Vi i Konservative er med i forliget og står på mål for det hele, men jeg kan godt se, at når man er nabo til projektet, så har man svært ved at se, at man skal betale så meget til fællesskabet, når man ikke kan fornemme, at det rigtigt gør en forskel, siger den konservative rådmand Nicolaj Bang.

Borgermødet begynder klokken 17.30 torsdag.

Kommenter artiklen
Annonce
Annonce
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

    Nyhedsbreve

    Send til en kollega

    0.079