23948sdkhjf

Tysk vindmøllepark bliver EnergiMidts tredje

EnergiMidts seneste vindmølleinvestering består af fem Vestas V112 3,0 MW møller, som vil kunne forsyne 11.000 danske husstande med strøm.
En netop færdigopført vindmøllepark i Rossau i Nordtyskland er seneste tilføjelse til EnergiMidts voksende portefølje af solcelle- og vindmølleparker og endnu et skridt på vejen mod på sigt at blive selvforsynende af strøm gennem egenproduktion fra vedvarende energikilder. Det skriver EnergiMidt i en pressemeddelelse.

I den tyske delstat Sachsen-Anhalt, 140 kilometer sydøst for Hamborg, ligger den lille by Rossau. Her overtog EnergiMidt den 31. oktober driften af en vindmøllepark bestående af fem Vestas V112 3,0 MW vindmøller, som kan producere 45 millioner kWh om året, hvilket svarer til 11.000 husstandes forbrug. Vindmøllerne i Rossau er den midtjyske energivirksomheds tredje vindmøllepark, da man sidste år samt året før investerede i to parker i nærheden af Hobro. Desuden ejer og driver EnergiMidt solcelleparker i Spanien, Italien og Bulgarien.

- Vindmøllerne i Rossau er vigtige milepæle for EnergiMidt i bestræbelserne på at købe energiparker med henblik på egenproduktion af strøm, fortæller Mikkel Abildtrup, som er forretningschef hos EnergiMidt.

- Vi har som energiselskab stor fokus på øget anvendelse af vedvarende energi og på det stigende behov for produktion af CO2-fri strøm. Med den nye park i drift råder vi nu over en produktionskapacitet på godt 52 MW vedvarende energi, der producerer strøm svarende til det årlige forbrug hos 20 procent af vores privatkunder. På lang sigt har vi ambitioner om at være helt selvforsynende med ”grøn” strøm, og selv om der stadig er et stykke vej, så er vi på nuværende tidspunkt foran planen.

Logiske, rentable projekter
EnergiMidt har købt de tyske vindmøller af den danske udvikler Eurowind Energy A/S, som har stået for opførelsen af parken. Finansieringen er sket i samarbejde med Ringkjøbing Landbobank. Vindmølleaktiviteterne i Tyskland skal ikke ses som et tegn på, at man i det midtjyske pludselig lider af udlængsel. Ifølge Mikkel Abildtrup handler det mere om at lokalisere de rigtige projekter og efterfølgende om at få forhandlet de optimale vilkår på plads i aftalerne.

- I Tyskland har vi kunnet få en god, fast tarif. Det betyder sikkerhed i forrentningen af investeringen og et fornuftigt afkast. Det betyder ikke, at vi udelukker fremtidige investeringer i vind i Danmark - tværtimod - for vi vil meget gerne investere yderligere i bæredygtige energiløsninger i Danmark, hvis de rigtige forretningsmæssige forudsætninger er til stede.

For EnergiMidt handler det også om at udnytte de muligheder, som både klimaet og lokale konkurrenceforhold indbyder til.

- Det blæser meget i Nordeuropa og der er masser af solskinstimer i middelhavsområdet. Derfor giver placeringen af vores vind- og solcelleparker rigtig god mening, og når vi samtidig via lokale tarifaftaler er i stand til at få projekterne til at give et fornuftigt afkast, så har vi fået afstukket de helt rigtige rammer og forudsætninger for vores fremtidige vækst, konkluderer Mikkel Abildtrup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109