Dansk virksomhed med speciale i gasdetektion fejrer 40-års jubilæum
Den danske virksomhed med speciale i gasdetektion, Geopal, fylder 40 år. Efter flere års markant vækst har virksomheden forladt sin hidtidige lokation i Vedbæk og er rykket ind i et nyrenoveret hovedsæde i Farum med tre gange så meget produktionsplads.
"Vi havde ganske enkelt ikke mere plads, og vi kunne ikke følge med efterspørgslen. Derfor var det nødvendigt at rykke teltpælene op og tænke større,” fortæller Christian Møller, direktør siden 2002 og ejer af Geopal.
I 40 år har den danske virksomhed Geopal udviklet og produceret gasdetekteringsudstyr til industrien. Med en kombination af teknologisk innovation, stærke værdier og strategisk fokus står virksomheden i dag som en markant aktør – både nationalt og internationalt.
Virksomheden, der startede som en lille kældervirksomhed i Ballerup, har gennem de seneste 7-8 år oplevet en markant årlig vækst i omsætningen og er i dag en moderne virksomhed i Farum med 30 medarbejdere.
Vores vækst er organisk vækst. Vi har selv finansieret det hele, og vi ejer både biler, bygninger og udstyr. Det giver en ro i maven og en styrke, du ikke finder mange steder i erhvervslivet. Christian Møller, direktør og ejer af Geopal
GP-NOVA: Ny detektor serie
I dag beskæftiger Geopal godt 30 medarbejdere og producerer mere end 5.000 enheder om året. Udstyret anvendes til detektering af gasser, dampe og giftige luftarter indenfor mange forskellige industriområder som f.eks. køleindustrien, biogasanlæg, medicinalindustrien, renseanlæg, parkeringskældre samt senest indenfor Power-to-X (PtX). Markedet for sikkerhedsudstyr generelt er et marked i stærk vækst og en vigtig forklaring på Geopals fremgang.
En specifik medvirkende faktor er også den nye produktserie GP-NOVA – stand-alone EX detektorer designet til fremtidens behov, bl.a. Power-to-X-anlæg, hvor der arbejdes med brint, metanol og ammoniak.
“Med udviklingen af vores GP-NOVA med SIL2-godkendelse rammer vi markedet spot on,” siger Christian Møller og peger på, at detektorens funktioner – som bluetooth-styring, app-integration og optisk betjening – gør den intuitiv og effektiv i drift.
Produktet er 100 % danskudviklet og samles i Farum med komponentproduktion i bl.a. Letland og Polen.
Kerneværdier og gældfri
Virksomhedens kerneværdier er klare: Service, kvalitet og ordentlighed. Og det gennemsyrer både ledelse, medarbejderkultur og kundeservice.
“Vi holder vores aftaler. Laver vi en fejl, så retter vi op på det. Vi løber ikke fra vores ansvar,” siger Christian Møller, der understreger, at mange kunder har været med i årtier. Geopal har i dag Danmarks største serviceafdeling inden for gasdetektering – med specialindrettede servicevogne og serviceværksted i Vejle, som gør det muligt at yde hurtig og lokal service til jyske kunder.
Geopal har gennem hele vækstrejsen været 100 % ejerfinansieret, uden ekstern kapital eller gæld.
“Vores vækst er organisk vækst. Vi har selv finansieret det hele, og vi ejer både biler, bygninger og udstyr. Det giver en ro i maven og en styrke, du ikke finder mange steder i erhvervslivet. En anden vigtig forklaring på vores vækst er, at vi kun har med gasalarmer at gøre. Vi udvikler alarmer til mange forskellige slags gasarter, men vi er specialister inden for dette felt, og derfor begiver vi os ikke ud i alt muligt andet,” siger Christian Møller.
Nej tak til købere
Selv om kapitalfonde og andre interesserede jævnligt banker på døren, har Christian Møller ingen planer om at sælge.
“Det er vigtigt, at virksomheder som vores bliver på danske hænder. Vi skal ikke bare sælge ud af arvesølvet for en kortvarig gevinst,” siger han.
30 % af Geopals omsætning stammer fra eksport – bla. til Sydkorea, hvor Geopal leverer alarmer til en stor del af de LNG tankskibe, der bygges. Her har Geopal sikret sig en solid position, idet de er på ”Makers list” – dvs. en liste over foretrukne leverandører, og den er nærmest mejslet i sten for den konservative skibsbranche. Men udover at have blikket rettet mod fjerne horisonter, så er fortsat produktudvikling i høj grad også i fokus hos Geopal.
“Hvis man ikke udvikler sig, så afvikler man. Vores fokus er fortsat på specialisering og kvalitet, så vi kan blive ved med at være blandt de bedste,” siger Christian Møller.
Om Geopal
Geopal, stiftet i 1985, udvikler, producerer, sælger og servicerer professionelle gasalarmsystemer til detektering af stort set alle gasser og giftige dampe. Geopal er ISO9001:2015 certificeret og ATEX/EX/IECEx samt certificeret af DBI. Flere af produkterne er ATEX/EX/IECEx af TÜV og SIL2 certificeret. Geopal har 30 medarbejdere og landets største serviceafdeling indenfor gasdetektering med vogne kørende i hele landet.
Kilde: Geopal