Moderaterne vil fjerne 40 års forbud mod atomkraft

Siden 1985 har den danske lovgivning gjort det umuligt at lave atomkraft i Danmark.
Men det skal være slut nu, hvis det står til regeringspartiet Moderaterne.
- Vi er villige til at ophæve forbuddet mod atomkraft, siger partiets klimaordfører, Henrik Frandsen.
Debatten om atomkraft har skabt store følelser og debat i adskillige årtier. Da man i 1980’erne valgte at forbyde energiformen, skete det på et bagtæppe af frygt for radioaktive katastrofer og store folkeprotester.
Siden har debatten udviklet sig markant til i dag at handle meget om rentabilitet. Diskussionen går på, hvorvidt det er for dyrt, langsomt og uforeneligt med Danmarks energisystem.
Henrik Frandsen og Moderaterne oplever, at atomkraftstilhængere har fået vind i sejlene, og at der bruges meget tid på at debattere de teoretiske muligheder, atomkraft kan skabe.
Klimaordføreren oplever, at debatten forstærkes af, at teknologien er forbudt, hvilket stjæler fokus fra de reelle muligheder for den danske omstilling.
Partiets forslag skal derfor ses som en mulighed for at få taget kraften ud af den tiltagende kernekrafts-strøm.
- At vi hele tiden igen og igen skal diskutere atomkraft gør, at vi mister fokus på udbygning af den vedvarende energi. Vi tror stadig på, at den rigtige måde at basere den fremtidige elproduktion på i Danmark er med sol, vind og biogas, siger Henrik Frandsen.
Flere borgerlige partier har i de seneste år råbt op om atomkraftsforbuddet. Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti bringer jævnligt emnet på bordet.
I Moderaterne er man principielt ikke imod atomkraft, og hvis det en dag i fremtiden viser sig relevant for Danmark, bør der ikke være gamle, lovtekniske forhindringer.
Forslaget skal derfor give atomkraft lov til at konkurrere med sol, vind og biomasse – selvom Henrik Frandsen tror, at teknologien vil tabe.
- Vi er åbne for, at man giver atomkraft plads på lige fod med alle mulige andre teknologier i konkurrencen. Der er forskellige energiformer. Men vi ser ikke atomkraft som noget, der er realistisk nu, og vi står ikke foran at skulle bygge atomkraftværker.
Både danske myndigheder som Energistyrelsen og det rådgivende organ Klimarådet har jævnligt analyseret, at atomkraft ikke er nødvendigt i Danmark for at skabe forsyningssikkerhed med en grøn energiproduktion.
Vind, sol og en backup af biomasse og gas kan sikre et grønt elsystem med meget få afbrydelser, lyder det.
Det er også det rationale, Moderaterne holder sig til, inden emnet ville skulle afklares i trepartis-regeringen.
Her har særligt Socialdemokratiet stået på modstand mod kernekraften./ritzau/