Indsamling af skrald bliver mere miljøvenlig i Frederikssund Kommune. Til maj næste år bliver skraldebilerne udskiftet, så de vil køre på biogas. Det skriver kommunen på sin hjemmeside.
- Med biogas i tanken og vindmøllestrøm i batterierne er skraldebilerne tæt på at være CO2 neutrale. Vi kan endnu ikke bruge den biogas, der laves af affaldet som indsamles her i kommunen, men det arbejder vi på. Indtil da bruger vi biogas fra andre af landets anlæg, siger udvalgsformand Morten Skovgaard fra Venstre.
Biogassen vil blive tanket på en kommende tankstation i Pedersholmparken. Her vil HMN Gashandel etablere en tankstation, som skraldebilerne kan benytte, i løbet af 2014.
Kommunen skriver også, at det er planen at kørsel fra Vestforbrænding i Frederikssund også kommer med på biogas i fremtiden.