EU-Kommissionen har afsat 645 millioner euro (4,8 mia. kr., red.) til Energiø Bornholm.
Det oplyser kommissionen på sin hjemmeside torsdag.
- Det er en fantastisk nyhed. Energiøen har et kæmpestort potentiale for at skabe vækst og udvikling på vores ø, udtaler borgmester Jakob Trøst til DR.
Energiø Bornholm har generelt haft en svær start, siden projektet blev vedtaget i Folketinget i 2020. Der skulle have været et udbud i 2024, men det blev udskudt. Derudover har flere undersøgelser vist, at samfundsøkonomien i projektet var dårligere end oprindeligt beregnet. Og for en uge siden skrev Fagbladet Ingeniøren, at regeringen har valgt at udskyde projektet på ubestemt tid.