Åbn for pengetanken, Aagaard
- Med møller i hundredvis ruster vi os mod Putins sorte gas, og Danmark er i dag kommet tættere på at blive Europas grønne kraftcenter.
Sådan lød det fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), da Danmarkshistoriens største havvindudbud blev skudt i gang sidste forår.
Men ingen ville bygge de hundredevis af vindmøller og sikre os mod Putins sorte gas.
Det forstår jeg godt. For hvem vil investere milliarder i det aktuelle, politiske energimiljø i Danmark? Svaret fik vi i december.
I de seneste måneder har det været svært at se, hvordan Danmark lever op skåltalen om at være ”et grønt foregangsland”: Brintrøret er - trods aktuelle drøftelser - foreløbig udsat til 2031, kommunernes opråb om en slutdato for opvarmning med gas har fået den kolde skulder og markedet efterspørger både en ny PtX-strategi samt hurtigere og større investeringer i elnettet.
Konsekvenserne har vi set løb ende. Flere PtX-projekter er enten blevet udsat eller aflyst. Pensionsselskaber tænker sig mere end godt om, før de smider flere penge efter grønne investeringer. Og det ene energiselskab efter det andet har måttet ”tilpasse organisationen” til en størrelse, der matcher branchens øjeblikkelige formåen - hvor rekonstruktionen af Better Energy med en negativ egenkapital på 1,5 mia. kr. er det mest iøjnefaldende.
Og højdepunktet – eller lavpunktet om man vil – var helt klart den manglende lyst til at investere i Danmarkshistoriens største havvindsudbud. Meget tyder da også på, at næste runde med havvind i de indre farvande i Kattegat og Østersøen bliver udsat, mens Energistyrelsen i deres dialog med markedsaktørerne finder ud af, hvilke vilkår der skal til for at få nogle bud.
Vi er vidne til, at Draghi-rapporten folder sig ud foran vores øjne. Det går for langsomt med den grønne omstilling. Væksten og investeringslysten halter efter USA og Kina, og vores konkurrenceevne svækkes for hver dag, der går. Læg dertil, at det går ud over vores klimaindsats og sikkerhedssituation, når staten ikke formår at sammensætte et udbud, der er attraktivt nok.
Derfor må man håbe, at den adm. direktør for Green Power Denmark, Kristian Jensen, får ret, når han efterspørger mere realisme på Christiansborg i 2025.
Og realismen skal suppleres med et godt dyk ned i pengetanken; Få nu fremskyndet det brintrør. Det vil angiveligt koste omkring en mia. kr. at få etableret det omvendte L til Esbjerg, så vi kan få adgang til ikke mindst det tyske marked inden 2030. Dét alene vil også gøre det mere attraktivt at byde på havvind i Nordsøen, hvis man kan afsætte strøm til brintanlæg på Vestkysten. Sæt nu dato på udfasningen af gas. Få nu afsat de nødvendige milliarder og mandskab til at opgradere elnettet til den uundgåelige elektrificering, der skal understøtte hele omstillingen.
Få nu åbnet for pengetanken, Aagaard.