Aarhus kan stå over for et markant skifte i sin fjernvarmeproduktion, hvor brugen af træpiller skal udfases til fordel for vedvarende energikilder. I et nyt samarbejde undersøger Kredsløb og Aarhus Vand mulighederne for at udvinde varme fra spildevand ved hjælp af varmepumper.
I første omgang fokuserer projektet på Egå Renseanlæg, hvor varmen i spildevandet potentielt kan genanvendes til grøn fjernvarme. Hvis projektet viser sig bæredygtigt, kan teknologien også implementeres ved Aarhus ReWater, det kommende renseanlæg, der skal erstatte flere af byens nuværende anlæg.