23948sdkhjf

Overvejende ros til statsministerens åbningstale

Brancheorganisationerne bakker op om et øget fokus på erhvervsuddannelserne og forventer samtidig, at statsministeren vil forbedre erhvervslivets rammevilkår.
Netop erhvervsuddannelserne var på forhånd udset til at blive et af de helt store temaer i åbningstalen. Her lagde statsminister Helle Thorning Schmidt op til en reform, der blandt andet skal sikre, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Det vækker naturligvis glæde blandt brancheorganisationerne.

- Erhvervsuddannelserne skal igen være attraktive – også for de bogligt stærke, og vi finder det meget positivt, at der vil blive lagt vægt på fagligheden i reformen af erhvervsuddannelserne med langt flere lærertimer, end der er på mange af uddannelserne i dag. Der skal være et attraktivt uddannelsesmiljø på erhvervsskolen med overskuelige uddannelser og faste rammer. De fysiske rammer skal være tidssvarende med ordentlige lokaler og udstyr og et godt arbejdsmiljø. Der skal være de nødvendige faglige lærerressourcer til rådighed, så eleverne udvikler sig fagligt og socialt i forhold til de rammer, der er fastsat af det faglige udvalg og det lokale uddannelsesudvalg, siger Jim Stjerne Hansen, formand for DS Håndværk & Industri.

- Erhvervsuddannelserne lider i dag, fordi de er blevet parkeringsplads for alt for mange unge, der ikke reelt er uddannelsesparate. Vi har brug for dygtige faglærte i fremtiden. Derfor er det rigtigt at forbedre erhvervsuddannelserne og deres omdømme, supplerer administrerende direktør for Dansk Erhverv, Jens Klarskov.

- Vi ser meget frem til, at de unge kommer til at vide mere om erhvervsuddannelserne, inden de vælger ungdomsuddannelse, ligesom det er en god idé at gøre valg af erhvervsuddannelse til et mere overskueligt valg. Nye adgangskrav til uddannelserne vil højne kvaliteten, fordi der stilles krav til de unge inden optagelsen og krav til skolerne, når først de unge er kommet ind, siger Ane Buch, administrerende direktør i Håndværksrådet.

Mindre bureaukrati
Et andet tema, som også fyldte i statsministerens tale, var vilkårene for at drive virksomhed i Danmark, og Helle Thorning Schmidt nævnte blandt andet skatter og afgifter som et område, regeringen har fokus på. Det vækker naturligvis også glæde hos brancheorganisationerne.

- Det skal være lettere at drive virksomhed i Danmark. Derfor er det glædeligt, når statsministeren selv nævner, at regeringen vil arbejde for enklere regler og bedre regulering samt følge Produktivitetskommissionens anbefalinger. Vi håber, at det også kommer til at omfatte den offentlige sektor, siger Jens Klarskov fra Dansk Erhverv.

- Vi noterer, at statsministeren klart og tydeligt anerkender, hvor vigtigt det er at bevare produktionsarbejdspladser her i Danmark - og bane vejen for nye. Nu er det tid til en ambitiøs, konkret strategi for, hvordan virksomheder og politikere sammen udvikler og styrker industrien herhjemme, siger DI’s administrerende direktør Karsten Dybvad, der samtidig kommer med en klar opfordring til politikerne.

- Jeg håber, at alle vores politikere er enige i målet om, at det skal være nemmere at drive virksomhed i Danmark. Derfor foreslår vi, at regeringen indfører en regel, så politikere og myndigheder aldrig indfører en ny byrde på virksomhederne - uden samtidig at fjerne én, der er mindst lige så belastende, siger Karsten Dybvad.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08