23948sdkhjf

"Energi-ø" kan jage stædig gås væk fra favoritmark

Der skal bygges en energipark tæt ved Viborg, men i området opholder sjældne gæs sig hver vinter. Dansk Ornitologisk Forening frygter, at de bliver generet

Tæt ved Viborg kan det moderne samfunds behov for grøn strøm komme i konflikt med lokal fauna.

I et markområde i nærheden af domkirkebyen opholder op til 2000 af de sjældne og fredede tajgasædgæs sig hver vinter for at finde føde.

Gæssene har været der i årtier, måske endnu længere.

Men virksomheden BioCirc vil etablere en energipark med Power-to-X-anlæg, også kendt som en energi-ø, i området, og det giver voldsomt løftede øjenbryn hos fugleentusiasterne i Dansk Ornitologisk Forening.

For gæssene skal måske flyttes i forbindelse med byggeriet.

BioCirc vil i første omgang bygge uden om gæssenes fodersteder. Først senere - i fase 2 af projektet - kan der blive tale om at etablere grøn strøm på markerne, hvor gæssene er.

På grund af situationen er et forskerhold fra Aarhus Universitet i gang med at finde ud af, om gæssene kan ændre adfærd og måske lokkes til at flytte til andre fødesteder.

Men alligevel er Poul Blicher Andersen, medlem af Naturpolitisk Udvalg i Dansk Ornitologisk Forening, på stikkerne og føler sig ikke overbevist om, at det kan ske.

- Det er lige midt i et område, hvor denne meget sjældne gås har holdt til i årtier, måske i århundreder. Den er meget, meget stedtro, og vi har en international forpligtelse til at beskytte den gås, siger Poul Blicher Andersen.

BioCirc har pligt til at sikre, at der er etableret alternative føderige områder til gæssene, inden virksomheden begynder at bygge. Men det er ikke bare sådan lige at få gæssene til at rykke.

Der er nemlig tale om en traditionsbunden gås.

- Det er altså en meget, meget konservativ gås. Lige nøjagtig den gås opfører sig anderledes end andre gæs, siger Poul Blicher Andersen.

- Vi fortsætter med at følge det her tæt. Og vi håber ikke, man etablerer noget mølleprojekt, hvis ikke gæssene har ændret adfærd.

Tajgasædgåsen er en kræsen gås

  • Den sjældne tajgasædgås opholder sig hver vinter i et markområde tæt ved Viborg, hvor der skal bygges en energipark. Derfor vil forskere se, om den kan lokkes til at finde nye fødeområder.
  • Tajgasædgæs er ikke som andre gæs. Den er meget mere konservativ, sky og kræsen med, hvor den opholder sig. Den er også meget traditionsbunden - så hvis den først finder en mark at være på, kommer den igen. Gåsen er ikke god til at tilpasse sig, og derfor er bestanden presset.
  • Ifølge forskere på Aarhus Universitet har man aldrig før forsøgt at flytte netop tajgasædgåsen. Men det skal altså muligvis forsøges snart.

Kilder: Aarhus Universitet og Dansk Ornitologisk Forening.

I eventuelle nye alternative fødeområder skal man undgå jagt på gæssene, og så skal der skabes nogle marker med de rigtige afgrøder i nærheden af gæssenes foretrukne habitat.

Kevin Kuhlmann Clausen, seniorforsker på Aarhus Universitet, er en af forskerne bag projektet, der skal finde ud af, om gæssene kan fristes til at flytte til nye marker.

Han lægger vægt på, at det først er på sigt, at gæssene kan blive påvirket, såfremt der ønskes at bygge yderligere. Men derfor skal de stadig tænkes ind.

Forskerne har blandt andet haft gps-sporing på nogle af gæssene for at undersøge deres adfærd.

- Det er en relativt sjælden gåseart, der optager området, og de (BioCirc, red.) har spurgt os, om man kan gøre noget for at tilgodese de her gæs. Det er nødvendigt at have dem in mente, hvis projektet skal gennemføres.

Markerne med vintersæd ser ud til at være en forudsætning for, at fuglene kan opretholde det nødvendige energiindtag i kolde perioder, fortæller Kevin Kuhlmann Clausen.

- Men som projektet ligger nu, handler det sådan set ikke om, hvordan det går ud over gæssene, da kerneområdet for fuglene friholdes for byggeri. Kan det eventuelt påvirke gæssene, at der kommer bygninger op i nabolaget? Det har man med det nuværende projekt forsøgt at minimere risikoen for, siger han.

Men det kan altså ske senere hen.

- Det er jo en balancegang. Vi taler om nogle sjældne gæs, for hvilke området er vigtigt i kolde vinterperioder.

- Men omvendt er disse vintersædmarker også udtryk for et landbrugsareal, hvor det øvrige naturindhold er meget lille, og hvis man ikke i sådanne områder kan forsøge at finde plads til den grønne omstilling, bliver det svært at finde plads nogen steder, siger Kevin Kuhlmann Clausen.

Ritzau har uden held henvendt sig til BioCirc for at få en kommentar til sagen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063