23948sdkhjf

CIP og Andel går hver til sit

De to energiselskaber opgiver at samarbejde omkring udbuddene af havvindmølleparkerne

CIP og Andel emmede af selvtillid, da de i september 2023 lancerede et "stærkt strategisk partnerskab" i anledning af de kommende udbud på danske havvindmølleparker. 

Men efter at have nærlæst udbudsmaterialet har piben fået en anden lyd.

- Nogle gange må man erkende, at virkeligheden kan komme i vejen for gode tanker og planer. Derfor vælger vi nu at sætte hinanden fri i det danske udbud, udtaler Jesper Hjulmand, administrerende direktør i Andel i en pressemeddelelse.

- På det konkrete samarbejde på havvindudbuddene Hesselø and Kriegers Flak II har vi desværre ikke kunnet få enderne til at mødes, supplerer Thomas Dalsgaard, partner i CIP.

Trækker sig helt

Det er CIP, der har valgt at trække følehornene tilbage. Helt tilbage. Selskabet meddeler, at de ikke kommer til at deltage i udbuddene på hverken Hesselø eller Kriegers Flak II.

Dermed har endnu en storspiller kastet håndklædet i ringen over de havvindudbud, der har levet en stormombrust tilværelse, siden de blev offentliggjort i april 2024.

Allerede ved udbuddets offentliggørelse blev det forudset, at store prisstigninger i branchen kunne fordyre projektet væsentligt. Og en måned senere kom det frem, at selv embedsværket forholdt sig skeptisk over for økonomien i de gigantiske udbud.

De nye danske havvindparker i udbud

Regeringen indgik den 30. maj 2023 en tillægsaftale om udbudsrammerne for mindst 9 GW ny dansk havvind. 

Aftalen sætter rammen for udbud af seks havmølleparker samt Energiø Bornholm:

  • Energiø Bornholm: 3 GW og potentiel overplanting op til 3,8 GW
  • Nordsøen I (A1, A2, A3): Minimum 3 GW plus eventuel overplanting 
  • Kattegat: Minimum 1 GW plus fri overplanting
  • Kriegers Flak II: Minimum 1 GW plus fri overplanting
  • Hesselø: 0,8-1,2 GW

Projekterne blev sat i udbud i april 2024

  • Tilbudsfrist for parkerne i Nordsøen er 5. december 2024
  • Tilbudsfrist for Kattegat, Hesselø og Kriegers Flak II er 1. april 2025
  • Havvindparkerne skal være i drift inden udgangen af 2030
  • Udbudsmaterialet for Energiø Bornholm er fortsat under udarbejdelse

Kilde: Energistyrelsen

- Klimakrisen venter ikke

Andel fastholder optimismen. Selskabet er gået på jagt efter nye partnere, der vil deltage i udbuddet på de Hesselø og Kriegers Flak II.

- Situationen i markedet og de konkrete udbud er bestemt ikke ligetil. Men klimakrisen venter ikke på, at renterne falder og forholdene på markederne bliver mere stabile. De to projekter ligger godt i vores geografi omkring vores andelshavere, så vi er opsatte på at finde nye partnere og en måde at skrue det her sammen på, der giver økonomisk mening, siger Jesper Hjulmand. 

Andel har vedtaget en investeringsramme frem mod 2035, hvor op mod 90 mia. kr. er reserveret til grøn omstilling af energi og øget forsyningssikkerhed, herunder investeringer i havvind.

Fristen for at byde på både Hesselø og Kriegers Flak II er 1. april 2025.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079