Siden finanskrisen ramte i efteråret 2008 har ledigheden i Danmark været støt stigende. Fra en historisk lav ledighedsprocent på blot 1,9 procent i 2008 var tallet i 2012 steget til 4,5 procent, viser tal fra Danmarks Statistik. Men selv om antallet af danskere, der er på udkig efter et job er steget de seneste år, har mange danske virksomheder alligevel svært ved at finde de nødvendige medarbejdere.
- Det er et paradoks vi oplever. Der er rigtig meget fokus på den her store gruppe af ledige, men på trods af det, er der inden for en lang række områder mangel på specialiseret arbejdskraft, fortæller konsulent i arbejdsmarkedspolitik hos DI, Claus Aastrup Seidelin, til Energy Supply.
Ifølge konsulenten er det især forskellige typer af ingeniører, virksomhederne har svært ved at skaffe, men også indenfor it-området har de danske virksomheder svært ved at finde de nødvendige kompetencer.
- Generelt har vi set i flere år, at der er mangel på specialiseret arbejdskraft, og det er noget vi vil se både nu og også fremadrettet, forudser DI-konsulenten og tilføjer:
-Vores medlemsvirksomheder har brug for de her mennesker. Det er den her højtkvalificerede arbejdskraft landene konkurrerer om.
I en undersøgelse, som rekrutteringsbureauet Moment Professionals har foretaget blandt 129 danske HR-chefer fra store og mellemstore danske virksomheder, svarer hele 62 procent, at de forventer at deres virksomhed vil mangle kvalificeret arbejdskraft inden for de næste fem år. Og hele 82 procent forventer, at det vil blive svært eller meget svært at rekruttere kvalificeret arbejdskraft.