Det ser ud til, at der igen kan komme et bredt forlig om energipolitikken efter 2020. Det skriver Berlingske.
Venstres planer om at rydde op i de mange støtteordninger til vedvarende energi møder nemlig bred opbakning fra både en samlet opposition og interesseorganisationerne Dansk Energi, DI og Vindmølleindustrien.
Energiminister Martin Lidegaard byder ligeledes diskussionen om fremtidens energipolitik velkommen. Han er også åben over for en mere markedsbaseret model.
Ifølge Venstres forslag er den første teknologi, som står til at miste støtte, landvindmøllerne. Det bekymrer imidlertid ikke Vindmølleindustrien.
- Det er en spændende ide at overveje udbudsformen, hvor man får en sidestilling af forskellige teknologier. Vi hilser yderligere markedskonkurrence velkommen, siger Jan Hylleberg, direktør i Vindmølleindustrien, til Berlingske.