Det har trukket i langdrag med at få sat underskrift på en stor kontrakt om fundamenter til den planlagte vindmøllepark Aflandshage i Øresund.
Men nu meddeler Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, som er bygherre på projektet, at kontrakten med Aarsleff om projektet omsider er underskrevet.
- Jeg er rigtig glad for, at Hofor i dag har skrevet kontrakt med Per Aarsleff om at levere gravitationsfundamenter til Aflandshage Vindmøllepark. Arbejdet i fundamentspakken starter med fuld speed allerede i morgen med design og planlægning, skrev Hofors projektdirektør Stig Balduin Andersen fredag på det sociale medie LinkedIn.