23948sdkhjf

Flot vækst hos EnergiMidt

Fremgang på de fleste forretningsområder, fusion med ELRO i Randers og et solcellemarked, der slog alle rekorder, bidrog i 2012 til en voldsom vækst hos energiselskabet.
EnergiMidt kunne i 2012 realisere et resultat på 47,6 mio. kr. efter skat. Det er en væsentlig forøgelse i forhold til resultatet for 2011, hvor overskuddet var på 8,7 mio. kr.

Energiselskabets årsrapport for 2012 blev torsdag den 16. maj 2013 behandlet og godkendt på et repræsentantskabsmøde i Silkeborg, hvor den midtjyske virksomhed kunne præsentere en positiv resultatudvikling med voksende omsætning og overskud.

Et meget tilfredsstillende resultat
På den primære drift (EBITDA) er der i 2012 realiseret en stigning i overskuddet på 67,5 mio. kr. til et over­skud på 96,6 mio. kr., mod et overskud på 29,1 mio. kr. i 2011. Koncernens samlede omsætning er i 2012 forøget med 375,6 mio. kr., således at denne for 2012 udgør 2,6 mia. kr.

- Det er et meget tilfredsstillende årsresultat. Ikke mindst fordi resultatet afspejler en organisk vækst i vores kommercielle forretninger, som for eksempel fiberbredbånd samt salg af el og solcelleløsninger. Vi har kunnet fastholde en positiv udvikling i koncernen som helhed på trods af den vedhol­dende finans- og lik­viditetskrise, der naturligvis også påvirker EnergiMidts aktiviteter. Derfor er vi meget tilfredse med, at det i 2012 er lykkedes os både at skabe vækst, indtjening og flere end 100 nye arbejdspladser, siger administrerende direktør Holger Blok.

- Den samlede resultatudvikling og resultatsammensætningen i sammenligning med 2011 viser, at vores forretningsstrategi om at udvikle EnergiMidt som en balanceret forretning med flere ”ben” at stå på, nu bærer frugt.

Vil profitere af stordriftsfordele
I efteråret 2012 lagde EnergiMidt og ELRO slagplanen for en overtagelse og i foråret 2013 faldt aftalen endelig på plads. Et større markedsområde, nye ansatte og nye kunder har betydet øget travlhed i EnergiMidt, hvor der er fuldt fokus på udvikling af forretningen og på at udnytte de mange positive synergier, som fusionen bidrager med.

- Fremadrettet vil EnergiMidt kunne profitere af en masse stordriftsfordele, og det giver god mening at have en vis størrelse, set i lyset af de store investeringer, som energibranchen står over for i de kommende år. Danmarks fjerdestørste energiselskab med en homogen og stærk dækning i det jyske er klar til at løfte opgaven. Vores markeder er dog ikke kun lokale, de er også nationale og til en vis grad internationale. Fusionen giver os det helt rigtige strategiske fundament for fremtiden, udtaler bestyrelsesformand Jens Jørn Justesen.

Fremgang for fiber og sol
I oktober 2012 rundede EnergiMidt fiberbredbåndskunde nummer 40.000, og kundetilslutningen har igennem året været markant stigende. Det er en tendens, som fortsætter i 2013, hvor det forventes at nå tilslutning nummer 50.000. Samtidig slog solcellemarkedet alle rekorder i 2012 – med EnergiMidt som en af de væsentligste aktører.

- Vi har været blandt pionererne både inden for fiber og på solcelleområdet og var derfor organisatorisk ganske godt rustede til at yde en ekstra indsats, da markedet for solceller til private nærmest eksploderede, fortæller Holger Blok.

- I 2011 solgte vi 140 solcelleanlæg, hvilket var en fordobling i forhold til året før. I 2012 solgte vi flere end 2.500 anlæg, og specielt i dagene op til regeringsindgrebet i november var der voldsom aktivitet. Det betød så også, at der var meget stille på markedet i de efterfølgende måneder, men vi kan mærke, at interessen så småt er begyndt at vende tilbage – og det er jo stadig både rentabelt og miljømæssigt rigtigt at investere i solceller til privatboligen.

Energirådgivning har sprængt alle rammer
Rådgivningen har i 2012 ført til energibesparelser på 102 mio. kWh, hvor EnergiMidt af Energistyrelsen var pålagt at bidrage til energibesparelser på 62 mio. kWh. De gode resultater er opnået både hos erhvervskunder og hos offentlige institutioner – og ude i de private hjem.

EnergiMidts koncept for boligrådgivning, der omfatter tilskud til energiforbedringer i private boliger, er således også i 2012 blevet flittigt benyttet. Sidste år valgte EnergiMidt at tilbyde ordningen til hele landet, hvilket resulterede i en udbetaling på 6 millioner kr. i tilskud til energirenoveringer. I 2012 er beløbet steget til 16 millioner kr. Det svarer til energibesparelser på ca. 42 millioner kWh i private boliger.

Positive nøgletal
Regnskabstallene vidner om en positiv udvikling i alle centrale nøgletal. På koncernniveau er der samlet realiseret en positiv udvikling med stigning i bruttoresultatet på 128,9 mio. kr. Den positive udvik­ling bekræftes af nøgletallene på bruttoavancen, EBIDTA og EBIT, der alle viser, at der er tale om en profitabel vækst og med fremgang i evnen til at få omsætningen omsat til indtjening.

- EnergiMidt imødekommer samtidig energisektorens effektivitetskrav, og vi er et af landets mest effektive elselskaber. Mange års arbejde med effektiviseringsprojekter i virksomheden slår således også igennem i regnskabet, konkluderer Holger Blok.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094