23948sdkhjf

Store aktieudbytter sikrer milliardvækst i Norges oliefond

Medvind på investeringsmarkedet kan forklare markant vækst hos Norges oliefond i første halvår 2023

Norges oliefond kom ud af første halvår 2023 med et overskud på 1501 milliarder norske kroner, fremgår det af oliefondens regnskab.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Beløbet svarer til 975,2 milliarder danske kroner.

Oliefonden investerer den norske stats overskud fra landets olie- og gasproduktion og er verdens største aktieinvestor. Den ejer således 1,5 procent af alle børsnoterede aktier i verden.

Investeringerne har i årets første seks måneder sikret den norske oliefond et markant afkast.

- Fondens aktieinvesteringer havde et stærkt første halvår efter et svagt 2022. Aktieinvesteringer gav et afkast på 13,7 procent i perioden, skriver den norske oliefond i sit regnskab.

Det er især teknologivirksomheder, der har givet store afkast.

Fondens investeringer i den type virksomheder gav i første halvår af 2023 et afkast på 38,6 procent.

- Sektoren drog fordel af en stor efterspørgsel på nye løsninger inden for kunstig intelligens fra de største internet- og softwarevirksomheder og deres leverandører af halvledere, skriver fonden i regnskabet.

Fonden opfordrer da også teknologivirksomhederne, som den har i sin aktieportefølje, til generelt at satse på kunstig intelligens, fordi det er her, udviklingspotentialet især ligger.

Det siger administrerende direktør for Norges oliefond Nicolai Tangen.

- Vi forventer selvfølgelig, at de bruger AI (kunstig intelligens, red.) til mest mulig gavn for erhvervslivet.

- AI er en kæmpe mulighed for virksomheder og for samfundet, men vi er nødt til at sikre, at det bliver brugt på den rigtige måde, siger han.

Den norske oliefonds samlede værdi er på 9,55 billioner danske kroner. Eller med andre ord - 9550 milliarder danske kroner.

Fonden har aktier i 9200 virksomheder på verdensplan.

Læs mere om: olie
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094