23948sdkhjf

Amerikanske millioner til grønt dansk initiativ i Afrika

Den amerikanske regering har valgt at bidrage med 5 mio. USD til fonden for bæredygtig energi i Afrika (Sustainable Energy Fund for Africa (SEFA). SEFA er et initiativ, som Danmark har sat i søen sammen med den Afrikanske Udviklingsbank.
Den amerikanske støtte til SEFA er netop blevet annonceret ved den Afrikanske Udviklingsbanks årsmøde i Marrakesh, hvor donorer fra hele verden er samlet for at drøfte omstilling til grøn og inklusiv vækst i Afrika. SEFA blev dannet i 2011 i partnerskab med den Afrikanske Udviklingsbank med afsæt i den danske Afrikakommissions anbefalinger. SEFA støtter små og mellemstore virksomheders kapacitet til at producere bæredygtig energi. Med den amerikanske støtte går SEFA nu en fremtid i møde som multidonorfond.

Udviklingsminister Christian Friis Bach hilser den amerikanske støtte velkommen:

- Det er et vigtigt skridt for vores satsning på at udbrede bæredygtig energi i Afrika, at det er lykkedes at få amerikanerne til at støtte SEFA. Adgang til grøn energi er en afgørende forudsætning for bæredygtig vækst og fattigdomsbekæmpelse i Afrika, og det er helt afgørende, at det internationale samfund bakker op. Jeg tror på, at andre donorer vil følge amerikanernes eksempel og bidrage til fonden, siger udviklingsminister Christian Friis Bach.

Den danske satsning på at udbrede bæredygtig energi i Afrika fik endnu et løft under det igangværende årsmøde, da et nyt afrikansk center for bæredygtig energi blev indviet. Det nye center er et led i det globale FN-initiativ ”Bæredygtig Energi for Alle”’ (Sustainable Energy for All, SE4ALL), og skal i tæt samarbejde med SEFA arbejde mod at opnå SE4ALL’s målsætning om at sikre adgang til energi for alle inden 2030.

Danmark har taget aktivt del i SE4ALL, hvor Christian Friis Bach sidder i bestyrelsen, og har taget initiativ til at etablere et regionalt kontor for energieffektivitet i SE4ALL-landene med hjemsted i den nye FN-by i København, der indvies den 5. juli 2013.

- Danmark støtter stærkt op om SE4ALL, og det er meget glædeligt, at den Afrikanske Udviklingsbank har taget førertrøjen på i SE4ALL-initiativet på det afrikanske kontinent, siger Christian Friis Bach.

Danmark har tilbudt at være vært for et regionalt SE4ALL-kontor om energieffektivitet, der skal samle data og know-how om energieffektivitet i SE4ALL-landene.

Kilde: Udenrigsministeriet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078