23948sdkhjf

Danske virksomheder har kig på Sydafrika

De positive vækstforventninger på det sydafrikanske vindmarked udgør et stort potentiale for de erfarne danske vindvirksomheder. En af de virksomheder der overvejer at tage springet og etablere sig i Sydafrika, er verdens største vingeproducent LM Wind Power.
Sydafrika er Afrikas største økonomi med en hungrende appetit på energi og investeringer. Kombinationen har medført planer om at opføre knap 9.000 MW vindmøllekapacitet i årene frem mod 2030, og det første vindue på 3.750 MW er allerede i gang. Samtidig har regeringen i Sydafrika indført et kontroversielt krav om, at mindst 40 pct. af vindmøllen skal være produceret lokalt. Det har betydning for de virksomheder, der ønsker at lave forretning i Sydafrika og samtidig kan kravet påvirke den endelige pris på energien fra de sydafrikanske vindmøller. Bl.a. derfor er der store fordele ved at etablere sig i landet, og netop denne mulighed overvejer danske LM Wind Power.

- En fabrik i Sydafrika vil betyde, at vi kan være tæt på udviklerne af vindmølleparkerne og de store projekter, og det giver vores kunder, vindmølleproducenterne, mulighed for at købe vinger lokalt og dermed spare millioner i transportomkostninger. Samtidig spares importtold af vinger udefra og vores kunder har mulighed for at byde på flere projekter baseret på LM Wind Powers fleksible løsninger. På den måde kan vi hjælpe kunderne med at komme i gang på dette nye, voksende marked og være med til at sikre, at behovet for vindenergi i Sydafrika bliver mødt på den mest økonomisk hensigtsmæssige måde og med den laveste ’cost of energy’. Det vil selvfølgelig også give lokal beskæftigelse og udvikling af den lokale økonomi i Sydafrika, siger Frank Virenfeldt Nielsen, VP Business Development & Strategic Alliances i LM Wind Power.

Det sydafrikanske vindmøllemarked er ungt sammenlignet med Europa og derfor er en af de største udfordringer at finde partnere. Derfor er grundigt forarbejde vigtigt samt klare vilkår for investeringer, mener Frank Virenfeldt Nielsen.

- Den største udfordring i Sydafrika ligner meget den udfordring, vi møder på andre markeder, ikke mindst nye markeder hvor de politiske rammevilkår har en afgørende betydning for udviklingen af en lokal vindindustri. Det kræver store investeringer at etablere en lokal leverandørkæde så det er bydende nødvendigt med stabile rammevilkår, klare ambitioner og politisk engagement til at støtte udviklingen af vind.

Turen går til Sydafrika
Netop for at give indsigt i markedet og de udfordringer og muligheder, som der findes, arrangerer Vindmølleindustrien sammen med den danske ambassade i Sydafrika en todages delegationstur som optakt til vindkonferencen WINDABA i Cape Town til september.

- Vi oplever stor interesse for markedet i Sydafrika og de strategiske muligheder, som en position i landet også medfører. De danske virksomheder har unikke muligheder for at være blandt de første til at skabe og gro markedet, og derfor er det vigtigt, at vi kommer ned og oplever markedet og mulighederne. Vi skal møde nogle af aktørerne på markedet og lære af deres erfaringer og selvfølgelig undersøge forretningsmulighederne, siger Dorte Burin Møller, International Business Development Manager i Vindmølleindustrien.

Kilde: Vindmølleindustrien

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078