23948sdkhjf

Klumme: Solcellepolitik vs. erhversliv

Efter endnu to måneder i uvished, som resultat af Martin Lidegaards solcellebaronlikvidering, er der netop offentliggjort en overgangsordning vedrørende solceller.
Igen en ”stram” ordning, der kun tilgodeser de heldige, der nåede at have stort set alle formalia på plads, inden Martin Lidegaards nyeste påfund skulle eksekveres.

Såfremt ministeren, samt de politikere der arbejder med de månedlige ændringer i deres politiske beslutninger, vidste mere om procedurer og forløb i erhvervslivet, kunne de muligvis se, at de igen klemmer mange i solcellebranchen.

Efter flere ugennemtænkte politiske tiltag på solcellemarkedet, hvor branchen, de private og ikke mindst erhvervslivet med dertil hørende investorer gang på gang står for skud for Martin Lidegaards løfter om nye gode ordninger, står branchen nu igen tilbage med en masse grus i maskineriet.

For hvert af Hr. Lidegaards ugennemtænkte tiltag må branchen igen ud og søge nye informationer, konstruere nye beregningsprogrammer til rådgivningen, konsultere advokater, revisorer, el-selskaber, Energinet, Energistyrelsen, samt vente på Martin Lidegaards finpudsninger for at tiltagene i det hele taget kan gennemføres. Igen en ventesal, alt imens løn-, husleje- og ikke mindst lageromkostninger tikker lystigt derudaf, endda med fine skattebidrag til selv samme minister.

Og når så det næste professionelle set-up i solcellebranchen er klar, ja, hvad sker der så? Måske giver det mening at arbejde på den måde, men når jeg kigger på Martin Lidegaards indsats, ser han ud til at lave politik, der ikke virker, for derefter at lave om uden på nogen måde at skulle stå til regnskab. Derefter starter den samme politiske pladespiller, når branchen så prøver at komme i konstruktiv dialog. Efterhånden skulle man tro, eller måske håbe på, at pladespilleren løber tør for strøm.

Kort fortalt skal solcellebranchen hver gang ud og lave nye opsøgende salg, finde de potentielle kunder, have dialogerne om ønsker og muligheder for de enkelte kunder, opmåle, lave beregninger og projektere, præsentere muligheder inklusive økonomiske beregninger, understøttes af revisorer, tilrette og præsentere tilbud, afvente kundernes betænkningstid, kundernes rådgivning hos egne revisorer, etc, igen tilrette og til sidst indgå aftalen. Først derefter er det realistisk af søge kommuner, fredningsnævn, med flere om en endelig tilladelse. Derefter skal kunden, i samarbejde med os som leverandør, beregne stikledningskapacitet, søge byggetilladelse, etc .

Og hvis så alle tilladelser, tilmeldinger, og så videre, på hver eneste kunde er faldet på plads, ja så kan vi i branchen, igen, rive de indgåede kontrakter i stykker, og starte forfra.

I flere tilfælde har vi gjort al arbejde, haft masser af hands-on, brugt adskillige midler på de nye beregningsprogrammer, revisormøder, etc, samt betalt masser af skattekroner til selv samme regering, der nu, natten over, tager brødet ud af munden på os.

Alene det at følge med i politikernes vanvittige månedspolitiske arbejde, vente på hvad de beslutter, hvordan de tilretter, hvornår de får ”mødet” sig helt på plads, er i sig selv en kunst, der tager en rum tid.

Desværre er vi ind til videre blevet mødt uden forståelse og med ministerens gentagne standardkommentarer, og vi har end ikke kunnet få svar på saglige og konstruktive henvendelser om emnet.

Udledt af ovenstående bør en så drastisk ændring i eksisterende lovgivning mindst varsles med en tre måneders overgangsperiode, så erhvervslivet får en fair og realistisk mulighed for at færdiggøre og afslutte de igangværende forhandlinger og pågående salgs- og rådgivningsprocesser. Som det absolutte minimum burde man give erhvervslivet mulighed for at færdiggøre alle underskrevne salg og projekter, som er underskrevet før 20. marts, og som netop måske kun mangler tilmelding, byggetilladelse, eller hvad det end måtte være.

Jeg håber på forståelse for, at erhvervslivets motivation skal bevares.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078