Fra solcelleloven blev vedtaget i december sidste år og frem til ændringen i marts 2013 nåede flere virksomheder at investere i de store solcelleanlæg, hvilket ifølge formanden for Dansk Solcelleforening, Jørn Bue Madsen, har slået branchen ”halvt ihjel.”
Læs også:Ifølge Berlingske kendte energiminister Martin Lidegaards embedsmænd imidlertid til det omstridte ”hul” i loven, inden det blev vedtaget. Det viser dokumenter fra ministeriet, som avisen har fået indsigt i.
En email fra den 23. december, ti dage før den første lovændring, lyder således:
- Det har ikke været meningen, at nedenstående (sammenkobling af store anlæg, red.) skulle kunne lade sig gøre, så hvis reglerne, som vi har lavet dem nu, ikke forhindrer det, må vi jo nok tilbyde at lave nogen, der gør ;-)
Mailen er skrevet af afdelingschef Anne Højer Simonsen til en kollega.
Energiministeren mener dog ikke, at han er blevet orienteret om det omstridte hul i lovgivningen i tide.
- Jeg har gravet både i min hukommelse og i computer, mails osv. Og jeg mindes ikke, at jeg var orienteret før tredjebehandlingen af det her lovforslag, siger Martin Lidegaard til Berlingske.
Han har nu bedt om en redegørelse for sagsgangen fra Energistyrelsen.