H2 Energy har tidligere oplyst, at selskabet ville tage deres brintfabrik til rundt regnet 7,5 milliarder kroner i brug i Esbjerg i 2025-2026.
Men det arbejdende bestyrelsesmedlem i H2 Energy Rasmus Bach Nielsen siger til Berlingske, at det ikke kommer til at ske.
- Vi arbejder målrettet hen mod at være i gang senest i 2027. For os handler det ikke så meget om teknologien, og nu, hvor EU-reglerne er ved at være på plads, burde vi kunne komme hurtigt i gang. Men for os står og falder det med, at den danske brintinfrastruktur kommer på plads samt økonomien omkring brugen af dem. Ingen brintrør betyder ingen grøn brint på stor skala, siger Rasmus Bach Nielsen til Berlingske.