23948sdkhjf

Vinderprojekt indfanger 430.000 tons CO2 om året

Energistyrelsen har netop udpeget Ørsted Bioenergy & Thermal Power som vinder af Danmarks første udbud af CCUS-puljen - en pulje, der er designet til at støtte Danmarks første CCS-projekter i fuld skala.

Nærmere bestemt er det Ørsteds projekt til CO2-fangst og -lagring, Ørsted Kalundborg Hub, der er blevet tildelt kontrakten. 

Det indebærer, at Ørsted nu vil etablere CO2-fangst på det træflisfyrede Asnæsværket i Kalundborg og på Avedøreværkets halmfyrede kedelanlæg i Storkøbenhavn.

- Vi er meget glade for resultatet af udbudsforløbet og ser frem til at etablere anlæg til CO2-fangst på to af vores kraftvarmeværker, der kører på bæredygtig halm og træflis. Ifølge FN’s klimapanel IPCC er fangst og lagring af biogen CO2 et af de værktøjer, vi skal bruge til at bekæmpe klimaforandringerne. Vores projekt til CO2-fangst og -lagring vil bidrage væsentligt til at realisere de politisk vedtagne danske klimamål for 2025 og 2030, siger Ole Thomsen, Senior Vice President og chef for Ørsteds kraftværksforretning.

I løbet af 2025 vil Asnæsværket og Avedøreværket begynde at fange og lagre biogen CO2. Dra 2026 vil de to kraftvarmeværker fange og lagre ca. 430.000 ton biogen CO2 om året.

Projektet bliver det første skridt på vejen mod at etablere en CO2-infrastruktur i stor skala i Danmark, da Asnæsværket ikke blot vil fungere som knudepunkt for fangst og transport af Ørsteds eget CO2, men potentielt også kan udskibe andre udlederes CO2.

Nordmænd med ombord

Ørsted har indgået samarbejde med norske Aker Carbon Capture, der har udviklet deres egen teknologi inden for CO2-fangst. Som leverandør af teknologi til CO2-fangst vil Aker Carbon Capture levere fem Just Catch-anlæg til kraftvarmeværkerne. Det standardiserede Just Catch-koncept er et modulært og konfigurerbart produkt, der muliggør effektiv produktion og implementering af anlæg til CO2-fangst.

- Vi ser dette projekt som en milepæl for vores standardiserede Just Catch-produkt til de mellemstore CO2-udledere. Vi glæder os til at samarbejde med Ørsted og bidrage til deres CO2-reduktionsrejse, siger Valborg Lundegaard, administrerende direktør for Aker Carbon Capture.

De 430.000 ton biogen CO2 fra Asnæsværket og Avedøreværket skal transporteres med skib til Northern Lights’ lagringsreservoir i den norske del af Nordsøen. Ørsted har indgået kontrakt med Northern Lights, der udvikler infrastruktur til transport og lagring af CO2. Fase 1 i Northern Lights’ projekt skal stå færdigt i 2024.

- Denne aftale understreger det kommercielle potentiale, der er for CO2-fangst og -lagring, og er et bevis på, at markedet for transport og lagring af CO2 er i hastig udvikling, siger Børre Jacobsen, administrerende direktør for Northern Lights.

Udbudsproceduren i forbindelse med CCUS-puljen er afsluttet, når kontrakten er underskrevet af Ørsted og Energistyrelsen. Kontrakten forventes at blive underskrevet kort efter udløbet af den obligatoriske standstill-periode.

Ørsted forventer at påbegynde opførelsen af anlæggene til CO2-fangst på Asnæsværket og Avedøreværket i juni 2023.

Fakta om Ørsted Kalundborg Hub

  • Ørsted vil etablere CO2-fangst på det træflisfyrede Asnæsværket i Kalundborg og på Avedøreværkets halmfyrede kedelanlæg.
  • Ørsted vil årligt opsamle 150.000 ton biogen CO2 fra den halmfyrede blok på Avedøreværket. Den opsamlede CO2 bliver i første omgang transporteret med lastbil til Asnæsværket, indtil der er etableret en fælles rørledning på tværs af Sjælland.
  • Den halmfyrede blok på Avedøreværket omdanner årligt ca. 145.000 ton lokalt indkøbt halm til el og fjernvarme. Halmen er et restprodukt fra landbruget.
  • Ørsted vil årligt opsamle 280.000 ton biogen CO2 fra Asnæsværkets træflisfyrede blok. Asnæsværket kommer også til at fungere som CO2-hub med ansvar for håndtering og transport af biogen CO2 fra både Avedøreværket og Asnæsværket til Northern Lights’ lagringsreservoir i den norske del af Nordsøen.
  • Asnæsværkets træflisfyrede blok omdanner ca. 380.000 ton træflis, som primært stammer fra de baltiske lande, til el, fjernvarme og procesdamp til den lokale industri. Træflisen kommer fra bæredygtigt forvaltede produktionsskove og består af overskudstræ fra savværker eller restprodukter fra tynding eller skæve træer.
  • Asnæsværkets træflisfyrede blok indgår i et samspil med Asnæsværkets elektriske kedelanlæg og Kalundborg Forsynings varmepumpe. Dermed udnyttes den grønne strøm, når prisen er konkurrencedygtig, mens træflis fra bæredygtigt forvaltede skove sikrer, at Kalundborgs behov for procesdamp til industrien, boligernes behov for fjernvarme og Danmarks behov for strøm bliver dækket helt uden brug af fossile brændsler.

Kilde: Ørsted

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.547