23948sdkhjf

Forsøg med tre solbrønde klar til start

Borgmester Kirsten Terkilsen (V) tager på onsdag første spade-stik til Sunwell ApS’ pilot-projekt i Hornsyld.
”Gem solens varme stråler til den kolde tid og spar masser af penge til energi”.

Den opgave gav ingeniør og opfinder Niels Kristian Knudsen i 1981 sig selv, og det førte til etableringen af den første solbrønd ved hans parcelhus på Rolighedsvej i Hedensted. Det geniale i idéen var, at han via solfangere på taget og 16 varmepatroner i form af rør i en pæreformet brønd i græsplænen kunne akkumulere sommerens solvarme, som han så via en varmepumpe kunne hente op i de kolde måneder.

Der skulle dog gå 32 år, før nogen – nemlig det nyetablerede Heden-sted-firma Sunwell Aps, der er oprettet i fællesskab af IC Electric og Hedensted VVS Service – nu er parat til at sætte N.K. Knudsens opfindelse i produktion.

Med økonomisk støtte fra Insero Energy Horsens og Hedensted Kommune, der har bevilget 550.000 kr. svarende til prisen for et jordvarmeanlæg, og med Via University College i Horsens som faglig garant sættes der nemlig på onsdag den 15. maj kl. 11 gang i et forsøgsprojekt med tre solbrønde ved Børne- & Familiehjemmet Bakkevej i Hornsyld.

I overværelse af bl.a. opfinderen, N.K. Knudsen, der i dag er 86 år, vil borgmester Kirsten Terkilsen (V) tage det første spadestik til projektet, der har Lotte Thøgersen som projektleder. Hun er leder af Center for forskning og udvikling i Byggeri, energi og miljø på VIA University College i Horsens.

Meningen er, at de tre forsøgs-solbrønde i projektet fremover skal opvarme de tre huse i døgninstitutionen, som på den vis ifølge beregningerne årligt vil kunne spare over 100.000 kr.

- Solbrønden er et meget spændende og grønt projekt, og vi får nu mulighed for at undersøge, hvordan den i praksis kan virke mest effektivt og økonomisk, siger Lotte Thøgersen.

Også borgmesteren glæder sig til, at forsøgsprojektet nu realiseres.

- Vi har jo en ambition om, at Hedensted skal være en energikommune. Derfor synes jeg, det er dejligt, at vi kan søsætte et projekt, der har alle muligheder for at udvikle sig til noget stort, siger Kirsten Terkilsen.

På linje hermed er Hedensted Kommunes erhvervschef, Johannes Grane Larsen:

- Det glæder mig utrolig meget, at det er et lokalt konsortium fra Hedensted, der nu skal virkeliggøre N.K. Knudsens innovative opfindelse, som er blevet kvalificeret af de to samarbejdspartnere, Insero Energy Horsens og Via University College, siger Johannes Grane Larsen og tilføjer:

- Én ting er, at forsøgsprojektet er godt bud på fremtidens løsning af problematikken omkring vedvarende energi. Men samtidig er det jo glædeligt, at det er med til at sikre lokale arbejdspladser.
Kommenter artiklen (4)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063