23948sdkhjf

Utilfredshed blandt solcellekøbere

Flere solcellekøbere oplever, at leverandører har problemer med montering og levering af anlæggene. Forsinkelse er leverandørens ansvar, lyder det fra Forbrugerrådet.
Siden årsskiftet har 29 solcellekøbere henvendt sig til Forbrugerrådet med klager over levering, problemer med monteringen, uenighed omkring garantiperioder o.l. Hermed kommer antallet af forbrugerklager vedrørende solceller til Forbrugerrådet op på 135 over det seneste halvandet år.

Det skriver magasinet Tænk.

”Nogle lover for meget”
Hos Dansk Solcelleforening er man ikke overrasket over problemerne.

- Når man trykker på speederen, kommer alle ind på markedet. Nogle lovede for meget, og det skal de selvfølgelig ikke. Men vi havde set det komme og siden november 2011 advaret politikerne om, at det ville ske, siger konsulent Per Henriksen til Tænk.

Fremhæver endvidere, at brancheorganisationen ønsker en kvalitetsordning for både anlæggene og godkendelsesordning for dem, der sætter dem op.

Leverandørernes ansvar
Mange af de solcellekøbere, som klager til Forbrugerrådet har ifølge Tænk anskaffet deres anlæg hos store byggemarkedskæder og Bilka.

I udgangspunktet ligger ansvaret for problemerne hos den direkte leverandør, som ikke kan tørre skylden af på en eventuel underleverandør.

- Hvis man har aftalt et bestemt leveringstidspunkt, må leverandøren som altovervejende hovedregel hæfte for forbrugerens tab ved leverandørens forsinkelse. Problemer med underleverandører og vintervejr i december er ikke i sig selv en undskyldende omstændighed, som kan fritage leverandøren for ansvar – der skal noget mere ekstraordinært og uforudseeligt til, siger seniorjurist i Forbrugerrådet, Tina Dhanda Kalsi, til Tænk.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11