23948sdkhjf

De skal sætte fart på udfasning af gas og indfasning af sol og vind

Goldman Sachs-rådgiver og formand i Industriens Fond skal finde løsninger på grøn omstilling.

Der skal sættes fart på udfasningen af gas og indfasningen af sol og vind på land gennem etableringen af en national energikrisestab (Nekst).

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) præsenterer onsdag de første medlemmer af to arbejdsgrupper, som skal udfordre vanetænkningen og sætte skub i processen.

- Ambitionen er let. Vi vil gerne have det hele på den halve tid. Men det er lettere sagt end gjort, siger Aagaard på et pressemøde på Amagerværket.

Arbejdsgrupperne fungerer under Nekst. De skal i løbet af ni måneder pege på barrierer i den grønne omstilling og komme med bud på løsninger.

Det er tanken, at forslag til konkrete indsatser kan igangsættes hurtigt - også mens arbejdsgrupperne stadig arbejder.

Energikrisestaben er permanent, og andre arbejdsgrupper vil ifølge Aagaard blive nedsat på et senere tidspunkt.

- Det har været vigtigt for mig, at arbejdet med at finde anbefalinger ikke handler om at finde noget, der kan findes konsensus omkring.

- Det er det bedste bud fra jer og jeres team, som gives til mig på regeringens vegne. Så må vi bagefter som regering se, om vi synes, at analysen er god, og om vi vil følge de anbefalinger, der kommer, siger Lars Aagaard.

Nekst er inspireret af Nost (Den Nationale Operative Stab), der blev søsat under coronaperioden, og som skulle bidrage til at løse de akutte udfordringer under pandemien.

I første omgang er der to arbejdsgrupper. Den ene skal identificere barrierer i forhold til, hvordan gas udfases fra danske hjem.

Den skal formanden for Industriens Fond, Lars-Peter Søbye, stå i spidsen for. Han fortæller på pressemødet, at de øvrige medlemmer af hans arbejdsgruppe vil blive præsenteret snart.

Den anden arbejdsgruppe skal se på, hvordan man udbygger sol og vind på land, hvor opstillingen af vindmøller er gået i stå.

Det projekt skal Nana Bule, som er rådgiver i Goldman Sachs, stå i spidsen for.

Medlemmerne af arbejdsgrupperne vil bestå af repræsentanter for energisektoren, myndigheder og kommuner. Desuden skal der i Nekst være repræsentanter for erhvervslivet og akademiske eksperter.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079