23948sdkhjf

Grønt lys til landanlæg ved Vesterhav Nord

Vattenfall og Energinet har nu fået tilladelserne til landanlæggene i hus efter de blev ophævet i 2021

Vattenfall og Energinet har nu fået grønt lys for sine landanlæg i forbindelse med havvindmølleparken Vesterhav Nord.

Tilladelsen sætter punktum for processen, der har varet siden den tidligere tilladelse fra 2017 blev ophævet af Miljø- og Fødevareklagenævnet tilbage i 2021.

Vattenfall og Energinet opførte allerede i perioden 2018-20 størstedelen af landanlæggene. Afgørelsen fra 2021 havde dog ikke opsættende virkning.

Det skriver Vattenfall i en pressemeddelelse.

21 møller

Vesterhav Nord, der ligger ud for Thyborøn, kommer med sine 21 møller til at producere strøm svarende til 180.000 husstandes årlige forbrug. 

I tilknytning til havmølleparken er flere anlæg på land nødvendige. Anlæggene er placerede i Lemvig, Struer og Holstebro kommuner og består af nedgravede kabler samt elektriske stationer. Hertil kommer en radarmast ved Vejlby, som gør det muligt, at flyafværgelysene på vindmøllerne kun lyser, når der er fly i nærheden.

Færdig i år

Vattenfall forventer nu, at arbejdet med fundamenterne til Vesterhav Nord begynder omkring 1. april og fortsætter måneden ud. Herefter skal der trækkes kabler fra fundamenterne til elnettet på land, hvilket efter planen sker frem til sommer.

Man har gennem nogen tid haft alle nødvendige tilladelser til havs i hus for både Vesterhav Syd og Nord.

Vesterhav Syd og Nord havmølleparker skal senest være i fuld drift ved årets udgang.

Se nøgletal for:
Læs mere om: havvindmøllepark
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.61