Efter en tur i den varmestol: Kom tilbage til maj og forklar jer bedre
Fjernvarme Fyns direktør Jan Strømvig og bestyrelsesformand Mads Søndergaard Thomsen måtte i går stå skoleret foran Økonomiudvalget i Odense Kommune.
Det skete efter den seneste tids afsløringer om løndumping og brug af forkert arbejdsklausul vedrørende løn- og arbejdsvilkår i forbindelse med byggeriet af fjernvarmeselskabets nye biokedel, som TV2 Fyn og Fyens.dk i den seneste tid har afsløret.
Efter mødet med økonomiudvalget, hvor direktør og bestyrelsesformand skulle forklare sagen, var beskeden klar.
Det er slet ikke godt nok. Kom tilbage til maj med en redegørelse. Det skriver TV2 Fyn.
Borgmester Peter Rahbæk Juel var efter mødet utilfreds med at situationen – ikke mindst på grund af løndumping men også på grund af at fjernvarmeselskabet har anvendt sin egen arbejdsklausul, hvilket betyder, at der ikke løbende kan finde sanktioner mod virksomheder sted.
- Helt grundlæggende har vi en ejerpolitik, fordi man skal følge den, og jeg synes ikke, den er så kompliceret, at den er svær at forstå. Så min forventning har været, at det har man fulgt. Det kan jeg konstatere, at man ikke har. Det er dybt kritisabelt, og det er noget af det, vi har påpeget over for fjernvarmen i dag, sagde borgmesteren om brugen af forkerte klausuler.
Borgmesteren understreger over for TV2 Fyn, at han har tillid til fjernvarmeselskabet og derfor ikke vil spå om konsekvenser af sagen.