Fra tegnebræt til trafikplads: 30 meter høj skiltepylon til Langeskov
En pylon tager form længe før, den står i vejkanten ved en motorvejsafkørsel. Bag den færdige konstruktion ligger et tæt samspil mellem beregninger, design, produktion, levering og montage – og et tæt samarbejde mellem flere fagligheder.
På en trafikplads i Langeskov står en ny pylon, der skal styrke synligheden af områdets faciliteter og virksomheder for passerende bilister. Den 30 meter høje skiltepylon er resultatet af et tæt samarbejde mellem DAV NORDIC og BN Skilte A/S, hvor BN Skilte har leveret en turnkey-løsning til Hinnerskov Ejendomme.
Specialtilpasset konstruktion til funktion og design
Pylonen er opbygget som en gitterkonstruktion, der er specialtilpasset til at opfylde myndighedskrav, funktionelle krav og æstetiske behov. Gitterkonstruktionen gør det muligt at bygge i store dimensioner uden at gå på kompromis med styrke, stabilitet og design. Den er designet til at imødekomme kravet om at kunne bære store skilte med mulighed for, at der kan sættes flere op efterfølgende i takt med, at trafikpladsen udvikler sig.
På ydersiden er konstruktionen beklædt med paneler, som beskytter konstruktionen og elinstallationerne til LED-skiltene mod vind, vejr og uvedkomne. Panelerne fungerer samtidig som et beskyttende lag, når der er behov for at opholde sig indeni konstruktionen i forbindelse med el-arbejde. Udover at være funktionelle, så bidrager panelerne også til pylonens visuelle udtryk og er designet til at imødekomme æstetiske krav, så den harmonerer med omgivelserne.
Pylonens konstruktion er beregnet og designet til at kunne modstå vind- og vejrpåvirkninger med henblik på at sikre en lang levetid.
Tæt samarbejde mellem forskellige fagligheder
Der er lang vej fra, de første dele af konstruktionen lander på lageret, til den færdige pylon står monteret i vejkanten. Det kræver et tæt partnerskab, præcision og planlægning at få sådan en konstruktion fra tegnebrættet til vejkanten.
Gennem et tæt og veletableret samarbejde mellem DAV NORDIC og BN Skilte er pylonen blevet beregnet, designet og produceret med udgangspunkt i myndighedskrav, kundens behov og designønsker. DAV NORDIC har udarbejdet de statiske beregninger – det vil sige, at vi har beregnet dimensionerne på hovedkonstruktionen, så den færdige pylon er tilpasset til og kan holde til jord- og vindforholdende på trafikpladsen.
En 30 meter høj konstruktion kan ikke transporteres samlet. På vores lokation i Silkeborg har BN Skilte samlet pylonen i tre sektioner, to sektioner på 12 meter og en på 6 meter, som efterfølgende blev transporteret til Langeskov. På pladsen blev de tre sektioner monteret direkte på et betonfundament, så pylonen blev samlet til sin fulde højde på 30 meter. Fundamentet er støbt af SWECO A/S efter DAV NORDICs beregninger, mens BN Skilte har stået for den endelige montage.
Det kræver stor præcision og grundighed først at klargøre sektionerne til montering og derefter at løfte så store konstruktioner på plads. Sektionerne skal passe millimeterpræcist, når de skal stables og fastmonteres til hinanden og fundamentets fodflanger. Det foregår med præcis koordination og nøjagtighed, at krane en sektion flere meter op luften for at placere, montere og fastgøre den.
Når beregninger, krav og æstetik mødes
Den færdigmonterede pylon er det synlige resultat af en lang proces med tekniske beregninger, omfattende planlægning og tæt koordinering mellem flere aktører – alt sammen nødvendigt for at skabe en robust løsning, der kan stå sikkert og synligt i mange år.
Vi er stolte af at bidrage til projekter, hvor der er fokus på at levere holdbare, funktionelle løsninger, der samtidig tager højde for både myndighedskrav og design, så de harmonerer med området, det skal være en del af.