23948sdkhjf

En kæmpe transformer til stor kedel

| Medlemsnyhed | Indrykket af ABB A/S

At skulle placere en 39 tons tung transformer og koble den med en næsten lige så tung spidsbelastningskedel er en krævende opgave.

ABB har leveret en ”all inclusive”- løsning til CTR, så fjernvarmen i Gentofte Kommune nu er sikret. Klokken er otte, og på en parkeringsplads foran en fjernvarmecentral i Gentofte står en lille flok mænd og betragter en kran i funktion. En lastbil med en uhåndterlig klods er blandt de parkerede biler. ”39 tons” står der på klodsen. Det er en transformer i den tunge ende, leveret af ABB. Det passer fint, at det er en iskold februar-morgen, for i sidste ende skal transformeren hjælpe med at sikre varmen.

- Principperne i en transformer er jo næsten lige så gamle som elektriciteten selv, men den her er bare virkelig stor, siger Thomas Sylvestersen, stærkstrømsingeniør fra rådgivningsfirmaet Ingeniør Huse. Han har styret det lange projekt, og i dag skal kronen på værket – transformeren – placeres på rette sted. Thomas Sylvestersen er hyret til opgaven af CTR, Centralkommunernes Transmissionsselskab, et varmetransmissionsselskab for fem interessentkommuner i hovedstaden.

Transformeren sænkes på plads
På den anden side af hegnet, tæt på fjernvarmecentralen, gør kranen klar til at sænke den tunge transformer ned på et støbt betonfundament. Der er piloteret 16 meter under fundamentet, og på det er der placeret nogle støbte betonkar, som skal sikre, at olien i transformeren ikke siver ned i grundvandet, hvis den skulle gå i stykker. Ingen forventer dog, at det vil ske.

- Transformere kan holde helt op til 25-30 år, så det er ikke hver dag, man installerer sådan en. Det eneste, der kan blive lidt træt, er olien, der løber i den, siger Henning Eilertsen fra CTR. Han er kunden i dagens begivenhed, og hans hovedbeskæftigelse er, kort for talt, at købe overskudsvarme, sælge den videre til kommunerne og sørge for, at varmen bliver kanaliseret derhen, hvor der er behov for det.

En sikrende spidsbelastningskedel
Transformeren skal servicere en såkaldt spidsbelastningskedel, og som en del af den politiske grønne bølge skal det nu gøres med el. Den elektricitet, transformeren omformer fra 50 til 10 kilovolt, er produceret af vindmøller, så mere grønt kan det næsten ikke blive i fjernvarmesammenhænge. I stedet for to gamle oliefyr bliver den store kedel nu drevet af elektricitet; og transformer og kedel – med 12-14 kubikmeter vand i – kommer op på en samlet kampvægt på omkring 60 tons. Det lyder måske voldsomt, men elkedlen fylder kun en tredjedel af de to oliefyr og producerer dobbelt så meget energi.

- Projektet har taget halvandet år, fra de første møder fandt sted og til nu. Bare leveringstiden på en transformer i denne størrelse er ni måneder, og så har der jo skullet indhentes tilladelse til at opføre et transformerhus og til at grave en masse kabler ned, men alting har klappet her til sidst, fortæller Thomas Sylvestersen. Forsyningsstrømmen er hentet 1.500 meter væk på Glentegården (Ørsted).

Strøm nok til 20.000 små elkedler
- Der skal 40 megawatt til elkedlen, så vi er i den kraftige ende, fortsætter Thomas Sylvestersen med fagmandens entusiasme.

- Og der kommer til at gå omkring halvanden måned, før den er i drift, for der skal trækkes mange kabler og laves rørforbindelser.

ABB har leveret hele pakken: transformer, kedel og koblingsudstyr. Kedlen er lavet i byen Vaasa i Finland, og ABB har også stået for transporten til Danmark.

Inde i skurvognens varme bliver der leget med ordene for at beskrive volumen i dette projekt: ”Simpel teknik i magnumstørrelse” og ”gigakedel”, bliver der humoristisk sagt omkring bordet, men det mest dækkende er nok Thomas Sylvestersens forklaring:

”Altså den strøm, der skal til for at trække den her kedel, svarer til det samlede forbrug for 20.000 af de elkedler, man har derhjemme.” Det er alligevel noget.

 


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
ABB A/S

Meterbuen 33
2740 Skovlunde
Danmark
ABB A/S

Send til en kollega

0.134