Vestas forventer opbakning til nationale vindforeninger

| Medlemsnyhed | Indrykket af Vindmølleindustrien

”Sammen er vi stærkere” lød det i forårets overenskomstforhandlinger, og analogien gælder også for sammenholdet blandt virksomhederne i vindindustrien. Det mener Vestas, der forventer at deres leverandører er medlem af nationale vindforeninger.

Da verdens største vindmølleproducent, Vestas, i forsommeren afholdt den årlige supplier day for virksomhedens største leverandører, blev de mødt med et klart ønske fra den danske vindmølleproducent om at bakke op om det arbejde, som vindforeninger på tværs af lande udfører på vegne af virksomhederne og branchen. 
 
”I Vestas bakker vi op om det arbejde, som nationale vindforeninger udfører på tværs af de markeder, vi er aktive i, og for os, er det naturligt, at vores leverandører viser samme opbakning i en tid, hvor vindenergi i stigende omfang skal integreres i flere sektorer og teknologien er i rivende udvikling,” siger Morten Dyrholm, der er Senior Vice President for Global Marketing, Communications and Public Affairs i Vestas, og fortsætter:
 
”I Danmark har vi senest i energiaftalen fra juni set, at den nationale vindforening, Vindmølleindustrien, var med til at sikre en langsigtet plan for såvel landvind og havvind. Det resultat nyder hele branchen godt af.
 
Den klare opfordring deles af Vindmølleindustriens formand, Mads-Ole Astrupgaard:
 
”Jeg er helt enig med Vestas og deres vurdering af relevansen af at bakke op om brancheforeninger som Vindmølleindustrien. Det arbejde, der udføres, kommer alle til gode i form af alskens forbedrede rammevilkår, og derfor er det relevant at tage en debat på tværs af branchen om, hvordan alle bedst muligt bakker op om dette arbejde.”
 
Vindenergi er i dag den billigste energiteknologi i langt de fleste markeder og i den fortsatte udvikling af såvel energisystemer, teknologi og samarbejder, spiller de nationale vindforeninger en afgørende rolle, påpeger Mads-Ole Astrupgaard, og refererer til det arbejde, som Vindmølleindustrien har stået i spidsen for på standardiseringsområdet.
 
Her har Vindmølleindustrien i de seneste knap tre år sammen med en række ledende virksomheder opbygget organisationen APQP4Wind, der udvikler kvalitetsstandarder, der skal gælde leverandører og vindmølleproducenter, og som derfor gør det lettere og billigere at producere vindmøller ud fra en fælles standard. 
 
”Med en fælles platform i form af en national brancheforening, der som Vindmølleindustrien nyder bred opbakning, kan vi netop få den udvikling, som branchen selv efterspørger. Jo flere, der er del af de nationale vindforeninger, des bedre står branchen rustet - ikke bare i Danmark men også i andre markeder,” fastslår Mads-Ole Astrupgaard.

Medlemsnyhed

Indrykket af
Vindmølleindustrien

Vodroffsvej 59, 2.
1900 Frederiksberg C
Danmark
Vindmølleindustrien

Send til en kollega

0.12