En god start gør hele forskellen - også på erhvervsuddannelserne
I Wicotec Kirkebjerg A/S er vi glade for at bidrage til projektet God Start For Alle - og stolte af at vores el-lærling, Memet Bahar er opstartsmentor for elever på GF2
I 2030 vil vi i Danmark mangle op mod 100.000 faglærte! En af årsagerne er, at hver tredje elev på grundforløb 2 (GF2) på en teknisk erhvervsuddannelse ikke er i gang med et hovedforløb tre måneder efter færdiggørelse af GF2. Det er en kæmpe udfordring både for de unge og for vores samfund - og frafaldet på ungdomsuddannelserne koster desuden staten over 1 mia. kr. om året 😲
Derfor er vi glade for at kunne bidrage til projektet God Start For Alle, hvor Memet Bahar, som er en af vores el-lærlinge, deltager i projektet som mentor 💪
Det er Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO) og Raido samt fem erhvervsskoler på Sjælland, der står bag det 3-årige projekt, som sætter fokus på at mindske frafaldet og styrke overgangen fra GF2 til hovedforløb – med de unge selv i centrum 💪Projektet er støttet af Tuborgfondet.
🔧 En central del af projektet er OpstartsMentorer – erfarne hovedforløbselever, der bruger deres egne erfaringer til at guide, motivere og styrke GF2-elever på rejsen mod praktik og lærlingeliv. Projektet inddrager også skolernes lærere og ledere, så eleverne møder støtte og opbakning hele vejen.
Tidligere på ugen var Memet på besøg på CELF i Nykøbing Falster, hvor han, sammen med Maria, som er elektrikerlærling i Sv. Aa. Nielsen A/S, holdt oplæg for to GF2-klasser. Der blev delt ærlige erfaringer, gode råd til at finde læreplads og ført en stærk dialog om motivation, tvivl og muligheder 🤩
👉 Vi tror på, at unge hjælper unge bedst – og er stolte af Memet og af at være med til at løfte dette vigtige initiativ.
Læs mere om God Start For Alle her – og se billeder fra besøget hos CELF øverst i artiklen.