Nyt forretningspartnerskab med fokus på vækst i Viborg

| Medlemsnyhed | Indrykket af EL:CON A/S

Et fælles fokus på vækststrategi danner grundlaget for, at de lokale virksomheder, Installatør EL:CON A/S og tømrer- og byggefirmaet VestergaardHuse A/S, netop har indgået en femårig rammeaftale på opførelse af nye parcelhuse.

Af Mette Riis, HR og kommunikationsmedarbejder i EL:CON, meri@elcon.dk

»Vores virksomheder har en fælles forståelse for en ambitiøs 2020-vækststrategi, der gør, at et samarbejde er naturligt og yderst attraktivt for begge parter,« fortæller serviceleder i EL:CON Per Eriksen.
EL:CON bliver i de næste fem år underentreprenør på en bred vifte af elinstallationer og sikring i de 50 – 60 parcelhuse, VestergaardHuse har planer om at opføre i totalentreprise i 2017. Per Eriksen fortæller, at EL:CON i forbindelse med det nye partnerskab har overtaget en installatør og en elektriker samt varelageret hos VestergaardHuse, der indtil nu har haft egen elafdeling.

»EL:CONs kompetencer og volumen gør, at vi tror på, at vores virksomheder kan følges ad mod et setup, hvor vi sammen varetager større entrepriser fortrinsvis i Viborg men gerne ud i en radius af 80-100 km herfra,« siger indehaver, tømrermester og bygningskonstruktør i VestergaardHuse Steffen Vestergaard. Med i vækstplanerne er en ambition om opførelse af ca. 200 huse årligt frem mod 2020.

Fra fritidsfirma til Gazellevirksomhed
Steffen Vestergaard stiftede sit lille »fritidsfirma« i 2010 sideløbende med, at han læste til bygningskonstruktør i Aarhus. Siden er virksomheden vokset hastigt, og har i dag 15 ansatte. Virksomheden Vestergaard Konstruktion fik allerede i 2013 Årets Iværksætterpris og blev udvalgt som én af Børsens Gazellevirksomheder i 2016. I 2017 er navnet ændret til VestergaardHuse, som er et A/S med egen bestyrelse.

»Her i Viborg har jeg oplevet, at jeg som nystartet iværksætter er blevet rigtig godt modtaget. Jeg skylder Viborg by en stor tak, blandt andet fordi jeg fra starten blev en del af netværk, hvor vi er gode til at bruge hinanden og differentiere forretningerne fra hinanden, så der er plads til os alle. Jeg håber også på, at samarbejdet med EL:CON bringer mig ind i flere af de lokale netværk, EL:CON allerede er en del af,« fortæller Steffen Vestergaard.

Nye tiltag på kontoret
»Vi har ambitioner om at beskæftige 25-30 mand i 2020 – heriblandt flere sælgere og it-folk. Vi bliver firstmovers og går online med et helt nyt kundekoncept i efteråret 2017. Med de tiltag forbliver vi tro mod dét, vi er bedst til – at sælge parcelhuse og have en tæt dialog med vores kunder,« understreger Steffen Vestergaard.

I løbet af 2017 vil VestergaardHuse udbyde al ekstern faglig bistand i form af murer, malere osv. i underentrepriser for at ændre fokus mere i retning af interne tiltag. Derfor etableres et nyt kunde-serviceteam, egen tegnestue og økonomiafdeling, som før blev rekvireret eksternt.

EL:CON fulgt fra sidelinjen
Som landsdækkende installatørvirksomhed med ca. 700 ansatte på landsplan, har EL:CON slået sig fast som en solid lokalforankret installatør med 75 ansatte i afdelingen i Viborg. Virksomheden kan tilbyde specialkompetencer inden for blandt andet elinstallation, bygningsautomatik, energioptimering, løsninger til vedvarende energi, sikring, indeklima og automation.

»EL:CON har i løbet af efteråret 2016 været med som installatør på et par af vores parcelhuse. Samarbejdet her var afgørende for, at vi i de kommende fem år prøver hinanden af som samarbejdspartnere,« fortæller Steffen Vestergaard.

Han fortæller, at han har fulgt EL:CON fra sidelinjen et stykke tid, og ikke er i tvivl om, hvad EL:CON vil. Derfor falder et tæt samarbejde godt i tråd med begge virksomheders vækststrategi inden for hver af deres kompetenceområder.

»Hos os i EL:CON glæder vi os til samarbejdet med VestergaardHuse. Vi arbejder videre ud fra det samme setup som nu. Steffens folk bliver ansat i EL:CON, men er fortsat kontaktpersoner vore virksomheder imellem i det daglige samarbejde,« siger Per Eriksen.

Han understreger dog, at EL:CON er på udkig efter flere dygtige elektrikere, der har ambitioner om at være med til at løfte opgaven på de mange kommende nye parcelhuse.

Billedtekst: Fra venstre servicechef i EL:CON Brian Bryrup, indehaver af VestergaardHuse Steffen Vestergaard og serviceleder i EL:CON Per Eriksen indleder et nyt partnerskab med fokus på vækst i Viborg.

 


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
EL:CON A/S

Ryhavevej 50
8210 Aarhus V
Danmark
EL:CON A/S

Send til en kollega

0.092