Skorstensproducent leverer broer
VL Staal i Esbjerg har leveret to broer til et projekt i Vejle. Henholdsvis en vejbro, og en bro for fodgængere og cylister.
Broerne er fremstillet i Esbjerg, og derefter fragtet til Vejle for at blive monteret på deres endelige placeringer.
Broer er ikke et produkt, som man almindeligvis har forbundet med VL Staal, som er mest kendt for at fremstille industrielle skorstene i alle størrelser fra 10 til 150 meter.
- Men det ændrer vi på i disse år, fortæller administrerende direktør Anni Dressø.
- Selvom VL Staal har fremstillet skorstene i mere end 40 år, har vi også altid produceret andre produkter. Blandt andet beholdere – både trykbærende og ikke-trykbærende, røggaskanaler og stålkonstruktioner til både industrien og infrastrukturelle anlæg som kraftvarmeværker, forklarer Anni Dressø.
- At vi nu også i den mest bogstavelige forstand er blevet brobyggere, er blot endnu et skridt i retningen i VL Staals strategi om at bygge bro mellem tidligere tiders fokus på skorstene, til fremadrettet i højere grad at fokusere på at være underleverandør til virksomheder, der er aktive i den grønne omstilling, herunder anlæg til CO2-fangst, uddyber hun og fortsætter; - og så er vi faktisk allerede i gang med det næste broprojekt, og har flere interessante forespørgsler som vi kigger på i øjebliket.